Frontberetning fra KB Hallen 4. juni 1964
Knud Ørsted fortæller om dengang, da Beatles spillede to gigs Danmark i 1964
Han var kendt i fordums dage som 'Manden med pejlevognen', forhenværende arrangementschef i DR Knud Ørsted, der Grundlovsdag kommer til Kulturhuset Pavillonen for at fortælle om dengang, da Beatles kom til Danmark for første og eneste gang i 1964 og spillede to koncerter i den nu nedbrændte KB Hallen på Frederiksberg, torsdag 4. juni, hvor Beatles landede i Kastrup Lufthavn klokken 13.50 skarp med fly fra London.
Reservetrommeslager
Ringo Star var på grund af sygdom forhindret i at være med.
Han var blevet indlagt på et hospital i London for at få fjernet mandler. Så derfor havde The Beatles en stand-in på trommer, Jimmy Nicol.
Knud Ørsted arbejdede 15 år som popmedarbejder på Ekstra Bladet og skrev og fotograferede til alle popblade - han var officiel korrespondent for engelske New Musical Express og amerikanske Billboard - i tresserne og halvfjerdserne. Han var derfor tæt på Beatles i to intensive dage i København, og historien fortæller den nu over 70 år gamle Ørsted med sædvanlig ildhu ved hjælp af ord og billeder fra dengang i Kulturhuset Pavillonen 50 år efter.
Mange anekdoter
Knud Ørsted vil berette om mange af de anekdoter, som Beatles besøget i Danmark forsat er omgærdet af.
Er det for eksempel korrekt, at hyleniveauet blandt de mange fremødte piger var så højt, at ingen kunne høre Beatles spille? At opvarmingsbandet The Hitmakers med Jørgen Krabbenhøft i forgrunden af Paul McCartney blev bedt om ikke at spille Long Tall Sally ved koncert nummer to, fordi Beatles havde en plade i ovnen med nummeret?
Knud Ørsted skød flittigt med sit kamera under besøget, og de mange fotos viser han i forbindelse med foredraget som lysbilleder på storskærm.
En blæksprutte
Knud Ørsted var ansat i Danmarks Radio fra 1962 til sin pensionering for nogle år siden.
Her er han blevet kaldt sortseernes fjende nr. 1 og DR's guldfugl på grund af sin indsats med pejlevogne og økonomiske givtige licenskampagner gennem 25 år.
Det var således Ørsteds idé med pejlevognen i Danmark efter inspiration fra BBC i Storbritannien.
Ved oprettelsen af DR's informationsafdeling blev han hentet til TV-byen som marketingchef. Senere blev han pressechef for radioen og sluttede som arrangementschef for DR's generaldirektør og direktion.
Knud Ørsted fortæller løs fra klokken 19 i Kulturhuset Pavillonen. Det koster 60 kroner at kigge med.
Spillefilm på storskærm
Efter foredraget vises en af de store Beatles spillefilm på storskærm samme sted. Arrangørerne løfter først sløret for hvilken film, der er tale om, umiddelbart før de første billeder begynder at tone frem. Et godt bud er 'A Hard Day's Night', der også er fra 1964, da Beatlemania var på sit højeste.