Kolind Bibliotek bliver Åbent Bibliotek
Som det tredje i rækken af biblioteker i Syddjurs bliver Kolind Bibliotek nu tilgængeligt for bogelskere hver dag året rundt
Fra mandag 16. juni bliver også Kolind Bibliotek til Åbent Bibliotek. Hermed kan man komme på biblioteket alle ugens syv dage mod de nuværende to.
Fra klokken 8-22 kan man med sit sundhedskort lukke sig selv ind på biblioteket og benytte sig af bibliotekets faciliteter, hente reserveret materiale, låne og aflevere bøger og benytte pc'er, printer og internet.
Biblioteket opretholder den nuværende betjente åbningstid mandag og torsdag kl. 10-18, hvor man kan få hjælp til at finde eller bestille materialer, få oprettet NemID og købe billetter.
Får nyt bibliotek
Kolind Bibliotek holder i øjeblikket til i en lille interimistisk pavillon på Bugtrupvej. Det oprindelige bibliotek havde til huse på det tidligere rådhus, som nedbrændte i marts 2012.
Kolind og hele det midtdjurske område får et nyt bibliotek i løbet af et par år. Det kommer til at ligge i forbindelse med Kolind Hallen, som nu skal udbygges til kultur- og fritidscenter.
Mangler kun Ebeltoft
Med overgangen til Åbent Bibliotek i Kolind, er det nu kun biblioteket i Ebeltoft, der endnu ikke er Åbent Bibliotek.
Det bliver det, når det i løbet af sommeren flytter til "Bådshoppens" gamle lokaler på Vestervej 17, og kameraer og anden nødvendig teknik er på plads.