"Frækt ud over alle grænser"
Liberal Alliances gruppeformand undrer sig over forretningsgangen og de nye kapitler, der er blevet føjet til sagen om vindmølleprojektet ved Skaføgaard
"Jeg synes ærlig talt, at det er frækt ud over alle grænser, at vi dagen før sidste byrådsmøde modtager besked om, at ansøger har fremsendt et alternativt forslag til placering af de tre vindmøller ved Skaføgaard. I dette forslag er vindmøllehøjden angivet til 150 meter, men sørme om vi så ikke i dag (mandag 2. juni, red.) har modtaget et nyt forslag, hvor højden på møllerne i det alternative forslag til det oprindelige nu er sænket til 125 meter, fordi man vil undgå at komme i konflikt med Kommuneplanen," siger Per Zeidler (I).
"Det virker besynderligt og uprofessionelt på mig, at man kommer med sådan noget i 12. time, hvis man virkelig brænder for at realisere projektet, men nuvel det er der sikkert en god forklaring på."
Liberal Alliances to medlemmer af byrådet valgte at stemme med flertallet i byrådssalen, da det kom til afstemning om de nye oplysninger var nok til, at sagen skulle oversendes til fornyet udvalgsbehandling i Udvalget for Natur, Teknik og Miljø (NTM) og Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur (PUK).
"Det gjorde vi ikke, fordi har ændret opfattelse eller overvejer at stemme for vindmølleprojektet, men udelukkende fordi, at vi er af den opfattelse, at når en ansøger har gjort sig umage med at sende nye oplysninger frem, så fortjener de også at blive seriøst vurderet i forvaltningen og efterfølgende udvalgsbehandlet, før byrådet træffer en afgørelse," siger Per Zeidler.
Nogle vil ikke tabe ansigt
Natur- og Miljøklagenævnet har i to omgange forkastet det planlagte vindmølleprojekt ved Skaføgaard, som et snævert 14-13 flertal i byrådet tidligere har godkendt, 16. december 2010.
En række naboer til de planlagte vindmøller fik prøvet politikernes 2010-beslutning i Natur- og Miljøklagenævnet, som fandt, at VVM-redegørelsens (VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet) beskrivelse af flagermus ikke var i overensstemmelse med beskyttelsesreglerne for disse dyr i relation til vindmøller, og at lokalplanen derfor ikke var vedtaget "(...) på et tilstrækkeligt oplyst grundlag."
"Jeg kan ikke bevise det, men det er som om, at nogen i både forvaltning og blandt de politikere, der gerne vil have vindmølleprojektet, ikke vil tabe ansigt og forsøger sig med et forsvar. Man vil ikke erkende, at forarbejdet ikke har været godt nok. Man snakker lidt hånligt om flagermus, men glemmer, at Natur- og Miljøklagenævnet rent faktisk skriver i deres afgørelse, at der er andre kritisable forhold, som man kunne begynde at tage fat på," siger Per Zeidler.
Per Zeidler fastholder, at han og partifælle Flemming Hansen vil stemme nej til, at sætte gang i en ny planlægnings- og VVM-proces for vindmølleprojektet ved Skaføgaard, når det kommer til afstemning i byrådssalen senere i denne måned.