Fortsæt til indhold

Ny skoleleder for Holmebækskolen udpeget

Holmebækskolens nye leder hedder Helle Due Bense, og starter den 1. juli 2014.

Samfund
Arkiv

HERFØLGE: Erfarne kræfter kan man ikke få for meget af. Derfor har Køge Kommune valgt 46-årige Helle Due Bense som ny skoleleder på Holmebækskolen i Herfølge ud af et meget kompetent ansøgerfelt.
Helle Due Bense kommer fra Lundebakkeskolen i Næstved Kommune, hvor hun har været skoleleder siden 2010. Oprindeligt er Helle Due Bense uddannet som lærer fra Blågaards Statsseminarium, og har siden gennemført flere lederuddannelser, blandt andet Den Offentlige Lederuddannelse.
Det er dog ikke alene Helle Due Benses CV, der har været udslagsgivende for ansættelsen, men også hendes store ambitioner for folkeskolen. Skolechef, Søren Thorborg, forklarer:
- Helle har ord for at være en involverende og demokratisk leder, der samtidig ikke er bange for at lede og træffe afgørende beslutninger. Hun lægger stor vægt på, at lærerne arbejder tæt sammen i teams og har høj faglighed. Hun har også fokus på, at der er klare mål for det, eleverne skal lære, og på, at der bliver arbejdet systematisk med at forbedre skolen. Det er der i høj grad brug for, når folkeskolereformen skal føres ud i livet, og vi skal gøre en god skole bedre. Derfor glæder vi os over, at Helle har sagt ja til at blive ny skoleleder på Holmebækskolen, og vi byder hende en varm velkomst.
Det er ikke kun Køge Kommunes skolechef, der ser frem til den 1. juli, hvor ansættelsen træder i kraft.
Også Helle Due Bense glæder sig til at trække i arbejdstøjet og gøre en forskel – både i den daglige skoledag og i forhold til den omfattende folkeskolereform.
- Med folkeskolereformen har vi en unik mulighed for at give vores folkeskole et fagligt løft, og det er min klare ambition, at det skal være til fordel for både elever og ansatte. Køge Kommune er skolepolitisk en meget ambitiøs kommune med et stort fokus på læringsudvikling og trivsel, og det vil jeg gerne være en del af og bidrage til at gøre endnu bedre, uddyber Helle Due Bense.
Privat er Helle Due Bense gift og har to børn på 15 og 18 år. Når Helle Due Bense ikke brænder for folkeskolen, er hun efter eget udsagn bidt af en gal golfbold, og er derfor aktiv i Vallø Golfklubs bestyrelse.
Hun har hænderne godt skruet på og har senest renoveret hjemmet i Hårlev.