Fortsæt til indhold

Hvorfor deltager jeg i denne krig?

To unge, tidligere soldater i Afghanistan, og en feltpræst medvirker ved lørdagens højskoledag i Hornslet arrangeret af Hornslet Kirke

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Lørdag 10. maj arrangerer Hornslet Kirke højskoledag for alle interesserede i anledning af 100-året for 1. verdenskrigs udbrud.
"Det bliver nu ikke med fokus på 1. verdenskrig og den særlige historie, der knytter sig til denne periode. Derimod vil vi beskæftige os med nutiden og det faktum, at Danmark i dag er en krigsførende nation, der sender unge soldater i felten til brændpunkter rundt omkring i verden," fortæller sognepræst Carsten Tranberg-Krab.
"Vi synes kirken har en forpligtelse til at spørge, hvad det gør ved vores selvforståelse som nation, at vi sender unge mennesker ud at slås der, hvor menneskeret og demokrati undertrykkes, for det er en alvorlig sag, som skal behandles alvorligt."

Feltpræst og to unge

To unge med lokal tilknytning, Søren Flink og Jan Voss, som tidligere har været udsendt sammen til Afghanistan, medvirker ved højskoledagen med en fortælling om hverdagen i et land i krig i vores moderne tid, og de personlige refleksioner det fører med sig: Hvorfor deltager jeg i denne krig? Er der noget at slås for? Hvad nu, hvis jeg skal betale den ultimative pris?
"Det er to unge, som nu er videre i deres liv med studier. Kontakten er skabt via et medlem af menighedsrådet," fortæller Carsten Tranberg-Krab.
Ligeledes medvirker feltpræst Niels Peter Sørensen, sognepræst i Aalestrup sogn, Viborg stift, med beretninger fra fronten: Hvad kan folkekirken spille ind med? Hvad kan en præst bidrage med på slagmarken?
Han har siden 1996 været feltpræst af reserven og været udsendt til flere af verdens brændpunkter, blandt andet Afghanistan, hvor han som præst har været med til at forestå mindehøjtideligheder for dræbte danske soldater.
For eksempel i 2009, hvor han ved en mindeseance for en falden soldat sagde: "Livet bliver til i fællesskabet. Når man mister en ven, mister man derfor også en del af sig selv. Og det gør smerten ekstra hård."