Håndboldstjerne engagerer sig efter angstsygdom
På lørdag kan man møde blandt andre håndboldspilleren Lars Christiansen på The Scandinavian i Allerød, når der bliver samlet ind i forbindelse med GolfAid
Lars Christiansen har oplevet livets skyggeside med en alvorlig angstsygdom, og nu vil han gøre noget for andre. Han er blandt de mere end 50 kendisser, der lørdag skal samle penge ind til et godt formål.
"Det er svært ikke at komme til at græde, jeg er en fyr med mange følelser". Lars Christiansen har glædet sig til at snakke om Stjernegolf og hans engagement som projektor for KidsAid Danmark er ikke til at tage fejl af. Ved flere lejligheder har han været med ude og overrække gaver og oplevelser til børn, der af den ene eller anden årsag har fået en svær start på livet. Men for den tidligere håndboldsstjerne er der langt mere forbundet med projektet end det at overrække gaver.
"Når jeg er med ude og dele gaver eller oplevelser ud, forsøger jeg at sætte mig i børnenes sted, at forstå hvilken svær tid det er de sammen med deres familie går igennem. Det er oplevelser jeg ofte tager med mig hjem, da jeg er lidt en følsom fyr. Det er med til at sætte mit eget liv med mine børn lidt i perspektiv. Man bliver lidt hærdet, når man har set, hvor uretfærdig livet kan være mod nogle børn," forklarer Lars Christiansen.
Han er blandt den gruppe af folk, der har været med siden Stjernegolf startede i vestjyske Holstebro til nu, hvor det afvikles på den smukt beliggende golfbane The Scandinavian i Vassingerød. Ønsket om at forsøde børn og unges hverdag med oplevelser og legetøj, give dem det ekstra, har fra starten af været drivkraften for både KidsAid og Lars Christiansens engagement.
"Jeg har altid været barnlig, det er legen der har drevet værket for mig på en håndboldbane. Lysten til at udforske det ukendte og opleve nye ting. Det linker faktisk ganske godt med det KidsAid står for. Vi kunne sagtens poste masser af penge ind i hospitalsvæsenet, men de ville sandsynligvis forsvinde til drift, lønninger osv. Jeg har været på mange besøg og oplevet kedelige værelser med hvide vægge, det er ikke et sted for børn. Det fede ved KidsAid er, at de, udover økonomisk støtte, også ønsker at give syge børn og unge unikke oplevelser. Derfor er den oplevelse at overrække dem en ipad, legetøj eller være med til at give dem en speciel oplevelse en stor glæde hver gang, da det er noget der giver glæde midt i en svær tid," forklarer Lars Christiansen.
Efter en lang og succesrig karriere som spiller lever Lars Christiansen i dag primært af at holde foredrag og agere håndboldekspert hos Danmarks Radio. Mulighederne for at engagere sig i andre projekter kommer nærmest på daglig basis, men for Lars Christiansen handler det om at have hjertet med i de ting man foretager sig. Derfor har han ingen aktuelle planer om at engagere sig i andre organisationer.
Golf giver afløb for stress
Det bliver til cirka 40 runder golf årligt for Lars Christiansen, der har arbejdet sig ned på et handicap på 9,5. De fleste spilles i sommerperioden, hvor ekshåndboldspilleren reducerer antallet af foredrag til fordel for fritid.
I dag lever han et liv, hvor han selv planlægger hverdagen. En hverdag han nyder i fulde drag, da den store sportslige succes har givet ham det privilegium selv at kunne vælge arbejdsopgaver.
"I dag bruger jeg golf som en afstresning. Jeg glæder mig flere måneder i forvejen til at spille på The Scandinavian i Farum, den bane har noget helt unikt over sig, som jeg vil anbefale enhver golfspiller. Nordsjælland har med The Scandinavian en golfbane alle spillere bør prøve, både golfmæssigt og naturen omkring banen er helt unik. Hvis ikke Stjernegolf blev afviklet her, så ville jeg med garanti komme forbi et par gange årligt og gå et par runder. Det giver mig virkelig ro og afklaring efter en tid med fuld fart på. Jeg spiller primært i sommerperioden, hvor jeg har skruet ned for mine arbejdsaktiviteter for at kunne koble fra via golf. Og så skal jeg være ærlig at erkende, at det ligger mig meget på sinde af sportsholdet i Stjernegolf skal have revanche fra sidste års nederlag til fodboldholdet," siger Lars Christiansen.
Personlig krise gav klarsyn
Sådan har det dog ikke altid været. I 2009 blev han skilt fra konen og ramt af angst og stress. I bogen "Når sandheden skal frem" fortæller en ærlig Lars Christiansen om sit livs sværeste tid.
Selvom han altid har følt sig som et godt mennesker, der har været villig til at hjælpe andre, så fik den svære tid ham til at få et klarsyn overfor, hvilke elementer der var vigtige i hans dagligdag.
"Lysten til at hjælpe er bestemt ikke blevet mindre, efter det jeg har været igennem. Det har åbnet øjnene for mig, hvor skidt man kan have det, uden man nødvendigvis kan se de på en person. Det er også en af årsagerne til, at jeg engagerer mig på den måde jeg gør i KidsAid og til Stjernegolf. Alle deltagerne kommer af glæde, det er ikke noget man tænker over, det er noget man gør," forklarer Lars Christiansen.
Publikum er velkomne til at kigge forbi, når kendte fra sports- og underholdningsbranchen samt erhvervslivet dyster i den gode sags tjeneste. For selvom det hele måske nok er for sjov, så er hovedparten af deltagerne vindertyper, så der bliver ikke givet sejre bort.
Der er gratis entré for tilskuere på det store golfanlæg på Oldvej 3 i Vassingerød.