Fortsæt til indhold

“Årets Ildsjæl” kommer fra Syddjurs

Ungdomsskoleleder Anders Stenumgaard Lind hædret som “Årets ildsjæl” i Nyborg

Samfund
Af Martin Schultz

?Prisen som årets ildsjæl tildeles hvert år en person, som har ydet en særlig indsats for den kommunale ungdomsskole.
Og det har ungdomsskoleler i Syddjurs Ungdomsskole, Anders Stenumgaard Lind gjort, mener man i Ungdomsskoleforeningen.
Årets ildsjæl på Ungdomsskoleforeningens årsmøde i Nyborg forleden blev nemlig Anders Stenumgaard Lind, som blev hædret for det nytænkende ungdomsprojekt The Anholt Project.
“Fire uafhængige institutioner og personer havde nomineret Anders Stenumgaard Lind som ”Årets Ildsjæl”. Det er aldrig sket før,” siger Ungdomsskoleforeningens konsulent Søren Hanmann Larsen.
Når valget som Årets Ildsjæl faldt på Anders Stenumgaard Lind, er det ifølge den nye formand i Syddjurs Ungdomsskole, Ronnie Moslund, Ryomgård, sket på baggrund af de ting han gør for sine medarbejdere i Syddjurs Ungdomsskole, børn og unge i kommunen, og ikke mindst de tiltag og projekter, som han med stor passion involverer sig i, både inden og uden for Syddjurs Kommune.

Anholt-projektet

“Herunder blandt andet ikke mindst det store internationale ungdoms- og forskningsprojekt, The Anholt Project, som er støttet med midler fra EU programmet ”Aktive Unge”,” fortæller Ronnie Moslund.
I The Anholt Project samlede man unge fra seks europæiske lande, som i to uger skulle skabe deres eget minisamfund med egne regler og love.
“Projektet har givet de unge en ”øjenåbner” og ikke mindst været med til at give dem troen på sig selv. At de er noget og at de kan noget,” siger Ronnie Moslund.
Snart kan der ses en engelsk dokumentarfilm på 45 minutter om projektet. Der er udgivet en forskningsrapport og snart udkommer en bog om The Anholt project.

Rejser sig hver gang

Også formand for FI-udvalget i Syddjurs Kommune, Per Zeidler (LA), er glad for, at Anders Stenumgaard Lind er blevet udnævnt til Årets Ildsjæl blandt de kommunale ungdomsskoler.
“Uanset hvad byrådet byder ungdomsskolen, så rejser de sig og kommer op til overfladen som en korkprop. De har altid nye ideer og formår altid at lave noget med kvalitet,” siger Per Zeidler med henvisning til at Syddjurs Ungdomsskole har været ude for store besparelser de senere år.
Syddjurs Ungdomsskole har også allerede spillet ud med initiativer til samarbejde om den nye folkeskolereform. De går også nye veje med de unges demoråd og med støtte til de nye ungemiljøer i Kernen i Rønde og Rampen i Ebeltoft.