Fortsæt til indhold

Politisk ulidelighed

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

Venstres statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen fik atter reddet sit skind efter endnu en af disse komplet uforståelige eskapader fra mandens side, der viser, at hans dømmekraft må være forsvindende lille.
En af landets bedste politiske kommentatorer har meget rammende sammenlignet ham med en solkonge. Lars Løkke Rasmussen er ikke den eneste, der har mistet jordforbindelsen i det politiske landskab i disse år, hvor manglen på reelt lederskab er så udtalt.
De fem gamle partier i Folketinget med en klar historisk forankring er ude af sync. med vælgerne. Det gælder Socialdemokratiet, SF, Venstre og Konservative, mens Det Radikale Venstre lusker sig videre med sin økonomiske dagsorden, der stort set er partiets eneste fokus, mens partiets tidligere højt besungne mærkesager, miljø-, kultur - og retspolitisk tilsyneladende er lagt i glemmebogen.
De fem gamle har reduceret deres virke til at være strømlinede salgsorganisationer, der lige så godt kunne sælge et stykke vådt håndsæbe.
Forbindelsen til fortiden er kappet, og selvfølgelig ændrer historien sig, men de fem gamle har leveret et politisk svigt af dimensioner, fordi de har reduceret politik til at være et spørgsmål om markedsmekanismer, og opgivet at rejse reelle politiske diskussioner i offentligheden.
Det er meget sigende, at de to, den nuværende statsminister og Lars Løkke Rasmussen, der om et års tid er alternativerne til statsministerposten, begge er uønskede i vælgerbefolkningen, som mange meningsmålinger har påvist.
Når de fem gamle nægter at tage deres politiske ansvar på sig, betyder det, at yderfløjene kommer i vælten.
Enhedslisten til venstre, Dansk Folkeparti og lykkeridderne og udbryderkongerne i Liberal Alliance til højre, vejrer forståeligt nok morgenluft i fraværet af de fem gamles svigt. Dansk Folkeparti har med Morten Messerschmidt sat scenen i EU-debatten og blev belønnet for det i søndags.
Socialdemokraterne er panisk angste for Dansk Folkeparti, men tør ikke gå i clinch med deres alter ego af frygt for at miste endnu flere vælgere. Liberal Alliance lukrerer på, at Venstres ledende folk er gået i barndom og kun kan skrue sig op til at messe mindre stat og mere privat initiativ.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har fået afværget revolutionen i denne omgang...
Bonjour tristesse.