Syddjurs Musikskole slår på tromme for ny sæson
En lille trup bestående af nuværende elever og lærere laver minikoncerter på fem folkeskoler mandag for at gøde jordbunden til næste musikskoleår
Det er ved at være oppe over, at børn og unge skal melde sig, hvis de i sæsonen 2014-2015 ønsker at gå til musikundervisning i Syddjurs Musikskole.
For at give en prøvesmag på, hvad der venter i musikskolen, tager 16 musikskoleelever og deres lærere på en lille skoleturné rundt på fem af kommunens skoler mandag 19. maj.
"Den omrejsende trup består af violinister, saxofonister og musikskolens ungdomskor "Gotta Sing", og hver skole vil opleve en halv times varieret musik og en kort orientering om musikskolens mange aktiviteter," fortæller Christen Frost, leder af Syddjurs Musikskole.
Sidste frist for tilmelding til næste sæson er 1. juni.