Fortsæt til indhold

"Pak jeres arabiske kuffert ud"

Samfund
Arkiv

Nu er det nok!
Sådan lyder budskabet fra den konservative folketingskandidat i Helsingør, Pernille Vermund, efter et knivstikkeri på Snekkersten Havn søndag aften. Volden har fået politikeren til at skrive en opsang til de unge kriminelles forældre.
"Det er jeres ansvar at være gode rollemodeller for dem. Pak jeres arabiske kuffert ud, bliv en del af det danske samfund, som jeres børn vokser op i. Giv jeres børn den opdragelse, der skal til, for at de kan begå sig i det danske samfund, på lige fod med andre børn og unge," skriver Pernille Vermund.
"Jeg er så træt af at høre, hvor meget jeres børn og unge fylder i de kriminelle statistikker. Det er ikke rimeligt, at vi gang på gang skal høre om knivstikkerier, overfald og røverier, begået af unge med indvandrerbaggrund," fortsætter hun inden fokuserer på knivstikkeriet i Snekkersten - ikke langt fra hendes eget hjem.
"Og når det kommer så tæt på, som det gjorde, da en ung mand i går blev stukket ned på Snekkersten Havn efter tre dages tumult blandt indvandrere, så ophører al politisk korrekthed og imødekommenhed fra min side. Så kære forældre: Tag jeres ansvar alvorligt, pak kufferten ud og få styr på jeres børn og unge!"
Hvis de kriminelles forældre ikke har lyst til det, opfordrer den konservative folketingskandidat dem til at flytte.
"Hvis jeres livsstil kræver andre normer og regler end de danske, så findes der sikkert steder, som passer til jeres behov. Men bliv ikke stående i døren, med en uåbnet kuffert og en fod i begge lejre. Det skader jeres børn og det ødelægger det samfund, som vi andre er glade for og stolte af," lyder det fra Pernille Vermund.