Fortsæt til indhold

Djursland rykker til Bornholm

KKR Midtjylland, der har Norddjurs borgmester Jan Petersen som formand, holder sit næste møde i forbindelse med Folkemødet på Bornholm

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Flere af lokalpolitikerne fra Djursland deltager i Folkemødet i Allinge på Bornholm i dagene 12-15. juni.
Det gælder de politikere, der er med KKR Midtjylland, et af de fem kommunekontaktråd (KKR), der er etableret som det regionale led i Kommunernes Landsforenings organisation. I KKR Midtjylland mødes borgmestrene og andre politikere fra de 19 kommuner i Region Midtjylland for at drøfte, fastsætte fælles linjer og koordinere kommunernes regionalpolitiske indsats.
Borgmester Jan Petersen (S) fra Norddjurs Kommune er formand for KKR Midtjylland. Næstformand er borgmester Carsten Kissmeyer (V) fra Ikasts-Brande Kommune.

Fra Djursland har også Syddjurs politikerne, borgmester Claus Wistoft (V), PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) og Norddjurs politikeren Jens Meilvang (I), formand for miljø- og teknikudvalget, en plads i KKR Midtjylland.
KKR Midtjylland har i lighed med 2013 placeret et møde i forbindelse med Folkemødet. Det afvikles 12. juni på Strandhotel Balka Strand.