Lykkelig udspændt mellem lys og Mørke

Hun er smilende, kæk, chick og befriende ligefrem i replikken, sognepræsten i Mørke. Maria Frederikke Rasmussen, 30, startede for godt tre år siden i sit første præsteembede efter veloverstået eksamen på Aarhus Universitet som teolog på normeret tid og efterfølgende tour de force på Pastoralseminariet, Den danske Folkekirkes praktiske præsteuddannelse.
Mørkes ny og uprøvede sognepræst kendte intet til Mørke på forhånd, men hun erfarede hurtigt, at en præst i Mørke ikke bare er en ”overnight sensation”.
Hendes forgængere, pastor Knud Stjernholm Bang og pastor Ida-Elisabeth Hagen Bielefeldt,prædikede og virkede i henholdsvis 40 og 37 år.
”Så længe lover jeg ikke at blive,” griner Maria Frederikke Rasmussen.
”Men jeg er vildt glad for jobbet i Mørke, være en del af bylivet og kende de fleste. Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre, men jeg tror det er sundt for både præst og menighed, at der sker udskiftninger i ny og næ.”
Ambitioner om at stige i graderne har hun ikke, så der bor hverken en provst, biskop eller kirkeminister gemt i hende.

Skulle have været tandlæge

Det lå ellers ikke i kortene, at hun, født og opvokset i Solbjerg på den anden side af Aarhus, skulle læse teologi efter endt studentereksamen.
”Der er ingen præster i min nærmeste familie, og folkekirken benyttede vi kun perifert i min barn- og ungdom. Min mor er vel nærmest ateist.”
”Hun anbefalede mig at læse til tandlæge. Det var sådan et godt og praktisk job med fast arbejdstid og sikker indkomst. Selv var jeg meget i tvivl om min fremtid, da studentertiden og et fjumreår var ved at være fortid.”
Maria Frederikke Rasmussen bladrede flittigt i det omfangsrige katalog over mulige og umulige studieretninger, ”Hvad kan jeg blive?” - og hver gang hun nåede til siderne om teologistudiet på Aarhus Universitet, røg hun i pitstop.
”Jo mere jeg læste, jo mere tændte det noget i mig, selv om min mor ihærdigt fortsatte med at anbefale mig at kaste mig over tandlægestudiet, men det trickede mig ikke. Jeg kunne mærke på min krops reaktion, at tandlæge skulle jeg ikke være.”
Fra tiden i FDF som barn havde en engageret præst været med til at tænde op under Maria Frederikke Rasmussen, og måske var det netop denne husken tilbage til en god tid og en kvindelig præst – ”Indbegrebet af et vidunderligt og helt fantastisk menneske” - der kunne motivere og skabe glæde som i sidste moment - fik hende til for alvor at begive sig ud på en vej, som hun ikke kendte meget til.
”Den første tid på studiet var spændende, men også meget forvirrende. Meget af tiden blev brugt i Fredagsbaren, på hat og briller og fest og farver, men langsomt kom jeg ind i et studieforløb og fik en enorm teoretisk ballast puttet i rygsækken, som nu er hele min buffer i mit embede som præst.”
Og sognepræst ville hun være. Det var hele formålet med at læse teologi.
”Vi grinte lidt af det, min mor og jeg, at jeg søgte ind på teologistudiet, og det var vist først syv år senere, da jeg stod i præstekjole, at det gik op for hende, at nu var det alvor.”
”Men nu er hun den mest stolte mor i hele verden, og hun har været og er en god støtte. Jeg bruger hende meget, og vi respekterer hinanden.”

Ingen vaklen

Et job til den nybagte candidata theologiæ, cand. theol., lod ikke vente længe på sig, da hun havde fået praktikken til at spille sammen med teorien efter et år på Pastoralseminariet, hvor hendes nuværende meget tætte kollega Lars Nymark, præst i Lime og Hvilsager, med begejstring fortalte de vordende om glæden ved at være præst og gøre sig ude i landsognene.
”Jeg er ikke akademiker, så jeg skulle hurtigt ud og være præst. Vi var vist kun tre, der tog studiet på den normerede tid.”
Jobbet kom i andet forsøg. En tur til Sandemoses Nykøbing på Mors og en mulig præstestilling blev aldrig til en ansøgning. Det gjorde til gengæld et besøg i Arden, men her blev Maria Frederikke Rasmussen i slutspurten overhalet af en anden ansøger.
Så gik turen til Mørke og resten er historie, men den kommer alligevel her.
”Jeg var herude for at kigge, og jeg kan huske, at jeg tænkte, jeg kan da godt søge, men jeg får aldrig den stilling. Det er en kirke, et menighedsråd og tæt på Aarhus. Det fås da ikke bedre, så der vil jeg ikke stå først i køen af garanteret mange kvalicerede ansøgere (34, red.).”

”Hej Maria”

Men hun kom, så og bjergtog hele forsamlingen med sin prøveprædiken og sit umiddelbare væsen.
”Jeg glemmer aldrig, da daværende provst Søren Peter Hansen ringede til mig helt vildt sent om natten, og det første han siger er: ”Hej Maria, hvordan synes du selv, det gik?”.

Jeg kunne intet læse ud af hans spørgsmål, så jeg fikk kun fremstammet stille i nattemørket:
”Det gik vist okay”. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare og tænkte, at det var så det”.
Men provsten var slet ikke færdig. Da han fik ordet igen, var det med et konkret tilbud om, at jobbet var hendes, hvis hun ville have det. Det ville hun naturligvis, selv om det betød, at hun skulle flytte fra sin søster, som hun boede sammen med på dette tidspunkt: ”Den værste skilsmisse jeg endnu har været ude for. Jeg græd hele vejen til Mørke.”

”Så går man lidt i panik”

Med flyttelæsset landet ved den smukke præstegård i Mørke, med en kirke, der skulle renoveres og en menighed, der ventede spændt på at se giraffen og lytte til hende. Hvad gør man så?
”Så går man lidt i panik,” kommer det prompte.
”Det kan godt være, at man har læst seks år på universitetet og gået på pastoralseminariet, men man aner alligevel ikke en klap om, hvordan man skal gribe det an.”
Panikken meldte sig pletvis, men heldigvis var der folk, der kunne hjælpe sognets nye og urutinerede præst.
”Jeg blev nærmest båret frem af menighedsrådet. De var en støtte uden lige og hjalp mig. Også da jeg til det første menighedsrådsmøde dukkede op med 37 punkter til dagsordenen om, hvad jeg synes, der skulle laves om nu og her. En ordentlig omgang spredehagl, hvor de var gode til at lytte og vejlede mig, så jeg ikke røg i for mange fælder.”

Trak i højkirkelig retning

”Jeg kom fra et meget højkirkeligt miljø hos mine tidligere svigerforældre og havde helt klare planer om at fortsætte i samme skure. Mine prædikener var holdt i en form, der slet ikke var i øjenhøjde med menigheden, selv om jeg selvfølgelig godt vidste, at jeg var på landet - og ikke et ondt ord om landet, jeg elsker det – og var nødt til at tone det højkirkelige lidt ned. ”
”Hvis der gik noget galt, var det ikke noget med at tage det med et smil. Kirken var et højhelligt rum, og højmessen skulle køre efter en megastram skabelon.”
”Der gik vel ikke mere end - re gudstjenester, før jeg fandt ud af, at sådan er jeg ikke. Min mavefornemmelse, når jeg gik fra gudstjeneste, var den samme som fik mig til ikke at søge ind på tandlægestudiet.”

Vidunderligt at grine

Maria Frederikke Rasmussen formåede at ændre sin tilgang til at være præst, før den ændrede hende.
I præstejobbet starter man i sin egen mesterlære, og læretiden er meget individuel og kan være barsk og smertelig.
”Jeg skulle først lære mig selv at kende som præst og opbygge en identitet. Det er bare noget, man skal igennem, og der er ingen facitliste.”
Den lidt stramtandede perfektionist og Madam Skrap er i dag blevet til en folkekær præst, der elsker at få folk til at grine i kirken, og ikke tager det så tungt, hvis der sker et eller andet uforudset.
”Jeg har lært vigtigheden af, at jeg møder den enkelte i øjenhøjde og i et sprog, der matcher, og en måde at være præst og kirke på, selv om han eller hun kun kommer en gang om året.”
”Jeg vil virkelig gerne være folkelig præst i ordets rigtige betydning uden at forfladige tingene og underkende min egen rolle som liturg, men jeg er ikke ophøjet på nogen måde, bare fordi jeg står i præstekjole.”

En stor gave

”At være præst er en livsstil. Jeg er på hele tiden og har ikke fast kontortid fra 8 til 16. Det har jeg det godt med, og hvis det skulle være anderledes, ville jeg få stress. Det handler om at finde de gode åndehuller i sit virke, så jeg både kan være den private Maria og hende i sort præstekjole.”
Præsten har talt sig varm, og det er næsten synd at stoppe hende, men alting har en ende, kun en regnorm har to, så en god outro fra hendes mund lyder:
”Alt, hvad der hedder privatliv, bøvl og problemer og en dårlig lørdag, er pist borte, når jeg trækker i den sorte præstekjole. Jeg er helt bevidst om, at jeg er privilegeret og meget ydmyg over, at der er nogen som har kaldet mig til at stå her og bede bønnerne og sige noget fra prædikestolen. En stor gave jeg har fået, som godt nok skal tages seriøst.”