CT Stål lever op til den nye europæiske standard
Mørke virksomheden blev CE certificeret i maj og er nu på omgangshøjde med de nye regler
Stålkonstruktioner i byggeriet skal CE-mærkes - senest 1. juli 2014. Den nye europæiske standard for udførelse af stål- og aluminiumskonstruktioner EN 1090-1 er trådt i kraft, og alle virksomheder, der leverer elementer til stålkonstruktioner, skal certificeres. Det gælder også CT Stål ApS, Mørke, der 22. maj 2014 blev CE certificeret.
Overordnet er formålet, at produkterne skal opfylde det, der kræves af sikre stålkonstruktioner i moderne byggeri.
Alle medarbejdere på CT Stål har været involveret i det forarbejde, der er lavet, før CE-mærkningen var i hus. Der er lavet arbejdsprocesser, instruktioner og modtagerregler på stål og materialer for, at virksomheden lever op til Dansk Standards regler på området.
Havelågen til fru Jensen
CT Stål er blevet certificeret op til og med udførselsklasse 3 (EXC 3), som betyder, at den må konstruere i mere end 4 etagers højde, trapper til offentlige bygninger og andre store opgaver.
Certificeringen betyder, at der skal være fuld sporbarhed på stål og svejsninger. "Selv om CT Stål er certificeret til udførselsklasse 3, fortsætter vi med at lave mindre opgaver, blandt andet til den lokale vognmand, landmand, mureren eller måske havelågen til fru Jensen," fortæller Charlotte Skipper Ulsted, der er ansvarlig for kvalitetssikring på virksomheden.
"For at opfylde alle krav, har vi investeret i de mest moderne svejseværker, alle medarbejdere har været på de lovpligtige kurser, og der er indkøbt de bedst mulige IT systemer for, at vi kan styre de nye processer."
CT Stål blev stiftet af smedemester Carsten Leth i 2002 og leverer løsninger til byggeri i form af trapper, gelændere, altaner, søjler, spær og andre bygningskonstruktioner.