Ny præst forbliver navnløs lidt endnu
Der er udpeget en ny præst ¾ tidsstilling til Marie Magdalene-Koed pastorat, men der går lidt tid, før det kan afsløres, hvem det er
Menighedsrådet har valgt, hvem de har indstillet til stillingen som sognepræst på 3/4 tid i Marie Magdalene-Koed pastorat, der dækker kirkerne Marie Magdalene, Koed og Pindstrup, fra 15. juni 2014.
Men menigheden må væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Navnet kan først afsløres om en lille måneds tid, når Kirkeministeriet har sagt god for ansættelsen.
Stillingen blev ledig sidste år, da daværende sognepræst Mette Krabbe fik nyt embede i Ødum.
Den ny sognepræst, der forventes at kunne starte 15. juni, skal arbejde tæt sammen med pastoratets kirkebogsførende sognepræst Tina Skov Løbner, der er ansat i en fuldtidsstilling.