Zeidler havde rygvind både til og fra Horsens
Liberal Alliances mastermind i Syddjurs Byråd, Per Zeidler, havde støtterne med til Horsens til mandagens opstillingsmøde forud for det folketingsvalg, der kommer senest om godt et år
Medlemmer af Liberal Alliance Djursland valfartede til Horsens og Scandic Bygholm Park mandag aften for at støtte op om partiforeningens kandidat, Per Zeidler, på opstillingsmødet for de kommende folketingskandidater i Østjyllands Storkreds.
Liberal Alliances enfant terrible havde mest rygvind af alle fremmødte, for han sikrede sig stemmer nok til at besætte andenpladsen på partiets liste efter nuværende folketingsmedlem Ole Birk Olesen som igen bliver Liberal Alliances største trækplaster i Østjylland.
75 deltog i opstillingsmødet. Mange af dem fra Djursland.
Jakob Rixen blev nummer 3 og Lars Bro Lundsberg nummer 4 på listen. Det var de pladser man stemte om.
Per Zeidler er udset til at brage igennem i Djurskredsen, der er en valgkreds i den samlede Østjyllands Storkreds.
"Djursland mødte stærkt op for at støtte mig som deres kandidat til Folketinget. Jeg er umådelig glad og stolt over den støtte jeg har fået og må bare sige, på Djursland der rykker vi," skriver en stolt Zeidler på sin facebook-site.