Fortsæt til indhold

Lyt til svenskerne

Samfund
Jesper Lundh

Den svenske statsminister Frederik Reinfeldts ønske om endnu en fast forbindelse til Danmark vækker glæde hos Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K).
"Nu håber jeg, at den danske regering lytter til den svenske statsminister. Det er nu, at vi kan skabe konkrete forhandlinger om en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg og på den måde styrke hele regionens position i den internationale konkurrence," siger hun.
Den faste forbindelse er helt afgørende for, at der kan blive skabt et sammenhængende arbejdsmarked og dermed også vækst i den samlede region, mener hun.
"En fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg vil have stor værdi for både virksomheder og arbejdstagere i Sverige og Danmark. En tæt sammenhæng over Øresund skaber et robust og sammenhængende arbejdsmarked. På samme tid får virksomhederne en klart forbedret mulighed for afsætning og distribution af varer på de to nationale markeder. Dette initiativ til dialog fra den svenske gruppe er et vi i erhvervslivet har efterspurgt i flere år”, siger formand for HH-gruppen Erik Østergaard, der også er adm. direktør for brancheorganisationen DTL Danske Vognmænd.
Forslaget om en ekstra forbindelse mellem Sverige og Danmark er en del af en større svensk vækstplan, som indeholder initiativer for udbygningen af 100.000 nye boliger, investeringer i jernbaner, højhastighedstog, veje og kollektiv trafik.