Fortsæt til indhold

Avisbude vil levere erhvervspakker i Køge før kl. 7

Bladkompagniet udfordrer Post Danmark

Samfund
Arkiv

UDFORDRING: Bladkompagniet, der hver nat omdeler mere end 300.000 breve, magasiner og aviser i blandt andet Køge, udfordrer nu Post Danmark ved også at tilbyde levering af erhvervspakker. Med garanteret levering hver dag inden klokken 7.00.
Bladkompagniet har siden postliberaliseringen i 2011 haft stor succes med at distribuere aviser, magasiner og erhvervspost alle ugens syv dage i Køge. Nu er den landsdækkende distributør så klar til også at omdele erhvervspakker. Med garanti for at erhvervskunderne i Køge har deres pakker før klokken 7.00 om morgenen.
- Vi har et stærkt distributionsnet, hvor vi leverer magasiner og aviser til kiosker, supermarkeder og andre forhandlere over hele landet inden klokken 7.00. Det vil vi nu bruge til også at omdele erhvervspakker i Køge, så fx værksteder ikke skal stå og vente til op ad formiddagen på en lydpotte, men i stedet kan være sikre på at have den, når arbejdsdagen starter, siger Christian Lanng Nielsen, adm. direktør i Bladkompagniet.

Pakkemarkedet vokser Bladkompagniets nye tilbud om erhvervspakkeomdeling kommer på et tidspunkt, hvor markedet generelt præges af en mindre nedgang i distribution af aviser, abonnementsbaserede fagblade og tidsskrifter, mens markedet for omdeling af pakker vokser.
- Vi har som mål at blive erhvervslivets foretrukne partner, når det gælder omdeling af både aviser, breve, magasiner - og nu altså også pakker. Vores fordel – og dermed vores kunders – er, at vi kan tilpasse distributionen præcis til den enkelte kundes behov. Det er særligt natleveringen, der er vores styrke, men ønskes levering på andre tidspunkter, så kan vi også det, udtaler Christian Lanng Nielsen.
Bladkompagniet adskiller sig desuden fra andre leverandører på pakkemarkedet ved at kunne tilbyde en fast pris pr. pakke. Det gør det nemt for kunderne at kende udgifterne, og man undgår overraskelser i form af volumen- eller olietillæg.
Den nye service er en udvidelse af markedet for Bladkompagniet, der estimerer, at omdeling af erhvervspakker i hele landet vil øge omsætningen med 50 mio. kr. i 2016.
pm