Fortsæt til indhold

Solkampagne kommer til Djurs Sommerland torsdag og fredag

Tre solråd kan afværge skader fra solens UV-stråling

Samfund
Anette Bonde

Frivillige fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne tager i øjeblikket rundt i landet for at oplyse om forebyggelse af skader fra solens UV-stråler. Torsdag og fredag i denne uge besøger den landsdækkende kampagne Djurs Sommerland.
For mange solstråler gennem livet øger risikoen for at få kræft i huden. Derfor er der fokus på de tre solråd – skygge, solhat og solcreme – når frivillige fra Solkampagnen over to dage fortæller gæsterne i Djurs Sommerland om, hvordan de kan beskytte sig mod solen.
Administrerende direktør i Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen fortæller, at forlystelsesparkens gæster opholder sig op imod ti-elleve timer i solen.

I skyggen af parasollen

Alle gæster kan møde de frivillige fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne i skyggen af den store, lyseblå parasol. Ud over konkrete solråd vil de frivillige dele gratis solcreme ud, og der vil være quiz og andre aktiviteter for hele familien, selvfølgelig inde i skyggen.
”Det er vigtigt, at man eksempelvis har mulighed for at søge skygge, når man er en hel dag i en forlystelsespark med familien. Derfor er det så vigtigt, at et sted som Djurs Sommerland går med i Solkampagnen og hjælper med at gøre opmærksom på budskabet om solbeskyttelse og deler gratis solcreme ud til gæsterne,” siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.
De frivillige vil være til stede i Djurs Sommerland 17.-18. juli kl. 11-15.