Kongelig underholdning til ballet på Møllerup
Dronning Margrethe og Prins Henrik kastede glans over Verdensballettens forestilling på Møllerup Gods
På årets måske mest vidunderlige sommeraften med både varme og fuldmåne kunne arrangørerne af Verdensballettens forestilling på Møllerup Gods fredag aften glæde sig over det hidtil mest vellykkede og velbesøgte arrangement.
Allerede fra tidligt på eftermiddagen strømmede publikum til Møllerup Gods for at nyde den smukke sommerdag i godsets park.
Fra kl. 18 var der optrædender af unge ballettalenter på den åbne scene med Møllerup Gods' hovedbygning som en unik kulisse.
Regentparret havde igen i år taget turen fra Marselisborg Slot til Møllerup Gods og overværede forestillingen i selskab med godsejerparret Stig og Anne Sophie Gamborg.
På scenen viste de syv stjernedansere fra The Royal Ballet i London, violinisten Charlie Siem, og operasangerne Andrea Pellegrini og Jens-Christian Wandt kunst af ypperlig klasse, og efter pausen så Prins Henrik for første gang balletten Côte á côte - Pas de deux, som er inspireret af Prinsgemalens digt af samme navn.
Læs reportagen fra Verdensballettens forestilling på Møllerup Gods i Adresseavisen tirsdag.