Fortsæt til indhold

Seks dage med otte klassiske koncerter

Musikfestivalen Klassiske Koncerter i Djurs og Mols vil have musik, ord, kultur og natur til at spille sammen i Nationalparken

Samfund
Af Martin Schultz

Klassiske musikelskere kan se frem til seks spændende dage, når musikfestivalen Klassiske Koncerter i Djurs og Mols vender tilbage fra 31. juli til 5. august.
Festivalen har siden sin start i 2011 opnået stor anerkendelse både nationalt og internationalt, og flere af af festivalens koncerter er blevet og bliver radiotransmitteret til lyttere i hele Europa.
“Vi får besøg af nogle af Nordens største internationale navne, blandt andet den svenske guitarist Göran Söllscher og den norske pianist Christian Hadland sammen med landsmanden Lars Anders Tomter på bratsch,” fortæller tovholderen og drivkraften bag festivalen, violinisten Maj Kullberg, som forener opgavensom festivalleder med arbejdet som violinist i festivalens gennemgående ensemble, Kroger Kvartetten.

Promenadekoncert i naturen

Man kan glæde sig til at høre mange skønne danske musikere.
Ulla Miilmann på fløjte vender tilbage til Glasmuseet Ebeltoft, sopranen Sine Bundgaard optræder på Fuglsøcentret med efterfølgende “festivalmiddag”, de danske ensembler Jalina trio og Kroger Kvartetten medvirker blandt mange andre.
Der kommer ord på et par af årets koncerter med skuespilleren Katrin Weisser og forfatteren Josefine Klougart. Nationalparkens natur og kulturelle rum udforskes igen som scenerum med arrangementet Kom til alsang i naturen, hvor kordirigent Erling Kullberg vil guide deltagerne gennem danske midsommersange i Mols Bjerge.
Man kan også komme med på en musikalsk vandring, en “promenadekoncert” i naturen omkring Agri, hvor deltagerne møder musik og lyrik undervejs.
Områdets kulturelle rum danner igen ramme om flere koncerter.
“Vi kommer til at spille koncerter i de smukke stuer på Møllerup Gods, i kirkerne med den fabelagtige akustik rundt omkring i landskabet, og Glasmuseets kunstværker bidrager til musikoplevelsen,” siger Maj Kullberg.