Flintsmeden på Mols har dobbelt jubilæum
Flintsmeden og minimuseet på Stengården runder hver sit skarpe hjørne og holder åbent de næste to søndage
Stengaarden på Hundshøjvej ved Bjødstrup på det sydligste Mols er et spændende sted, hvis man interesserer sig for Danmarks oldtid. Og stedets beboere, Ivan og Karen Andersen, interesserer sig i den grad for fortiden, at de bruger næsten al deres tid og energi på at drive Stengaarden som et arkæologisk minimuseum og formidlingssted.
Nu kan flintsmeden og museet fejre hver sit jubilæum.
Det er nemlig 40 år siden, at den typografuddannede Ivan Andersen begyndte at arbejde med flint. Det har ført til, at han er blevet en ren mester i at fremstille fortidens flintredskaber med de teknikker, som vores forfædre brugte.
Åbnede deres eget museum
Samtidig er det 20 år siden, at Ivan og Karen Andersen, åbnede deres eget lille arkæologiske og kulturhistoriske museum på Stengården.
”Vi startede op i et rum med seks skabe, hvor der var udstillet flintredskaber fra oldtiden og hvor flintsmedens nye redskaber var udstillet, samt en lille samling mineraler og udstoppede fugle,” fortæller Ivan Andersen.
Igennem tiden er samlingerne blevet udvidet betydeligt. Blandt andet blev der udvidet med en skolestue, hvor mange skoleklasser er kommet for at få et indblik i flintsmedens arbejde og selv prøve at lave et redskab.
”For cirka otte år siden begyndte vi at udvidede museumsarealet med håndredskaber og husgeråd fra vores bedste- og oldeforældres tid. I alt er der 250 kvm udstillingslokaler,” siger Karen Andersen, som passer museet, mens Ivan demonstrerer det gamle håndværk.
Særlige aktiviteter og gæsteudstillere
Traditionen tro holder Stengården åbent de to næste søndage, hvor der er særlige aktiviteter og gæsteudstillere med pileflet, rakubrænding, træarbejde, smykker, glasting, smykkeværksted, sten og mineraler.
I gallerigangen og på terrassen udstiller lokale kunstnere deres tegninger og malerier. I haven udstiller fire stenkunstnere, blandt andet Poul Kidmose og Birger Bonne Rasmussen, som var de første der udstillede her for 10 år siden.
Publikum er velkommen til at tage oldsager med og få dem bestemt af flintsmeden, som også vil vise fremstillingen af oldtidens flintredskaber. Der vil også blive vist, hvordan man sliber flintøkser på en natursten.
Der kan købes en kop kaffe med mere, som kan nydes ved små borde rundt omkring på den hyggelige gårdsplads.