Fortsæt til indhold

Tre gamle drenge trådte til i sidste øjeblik

Tyve minutter før kampstart kunne Hornslet træner Casper Kjær Sørensen mønstre blot ni spillere inklusive sig selv, men heldigvis var der hjælp at hente hos tre veteraner

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hornslets trængsler i bunden af Serie 2 blev med alt tydelighed illustreret i seneste turneringskamp mod rækkens nummer næstsidst, Lystrup.
Blot 20 minutter før kampstart kunne cheftræner Casper Kjær Sørensen således blot tælle til ni mand, hvis han vel at mærke talte sig selv med.
Derfor var gode råd dyre, men heldigvis var hjælpen ikke langt væk Tre oldboysspillere, holdleder Henrik "Hotsi" Horsdal, Mikael Andersen og Klaus Hjelm indvilgede i at give en støvle med.
"Alle tre leverede en flot indsats, og jeg er dem dybt taknemmelig," siger Casper Kjær Sørensen.
Opgøret sluttede med et hæderligt nederlag på 3-0, og Hornslet kan nu glæde sig til sommerpausen. Inden da skal Hornslet møde Randers Freja på Hornslet Stadion lørdag klokken 13.30.
Her forventer Casper Kjær Sørensen dog, at de tre nævnte oldboysspillere kan nøjes med en plads på tilskuerrækkerne.
Trods nedrykning og modgang har Casper Kjær Sørensen ikke tænkt sig at kaste handsken og opgive ævred. Han fortsætter trænergerningen for førsteholdet i Hornslet efter sommerferien.
"Jeg har en aftale med klubben for hele 2014, og den holder jeg," lover han.