Fortsæt til indhold

Stemningen på Firkløverskolen i Mørke på et lavpunkt

Firkløverskolen siger farvel til ti medarbejdere med udgangen af dette skoleår som en følge af færre elever

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Firkløverskolens afdeling i Mørke er i fuld gang med at omstille til den fremtid, der venter efter sommerferien, hvor Syddjurs Kommune flytter ti børn til kommunens egen specialskole i Pindstrup.
"Vi siger farvel til de ti børn, der skal til Pindstrup plus fire, der forlader Firkløverskolen, fordi deres skolegang nu er afsluttet. Desuden flytter vi et par stykker til vores ungdomsafdeling i Paderup," fortæller afdelingsleder i Mørke, Stine Stidsen.
"I vores verden kender vi ikke for nuværende vores præcise elevtal efter sommerferien, men vi kommer sikkert ned på 30-31 børn, og det var det grundlag, som afdelingen i Mørke i sin tid blev startet på."
Personalemæssigt betyder det opbrud for en række lærere og pædagoger, der skal overflyttes til andre stillinger i Randers Kommune i henhold til kommunens personalepolitik.
Det er Randers Kommune, som driver Firkløverskolen, og for Mørke-afdelingen betyder det, at ti af de nuværende lærere og pædagoger ikke skal stemple ind i Mørke efter sommerferien.
Ikke just befordrende for stemningen, erkender Stine Stidsen.