Fortsæt til indhold

Spiser ulve små børn?

Skandinavisk Dyrepark inviterer til to temaweekender med ulve på programmet

Samfund
Af Martin Schultz

Ulven er tilbage i Danmark og det deler folk i for og imod.
De mange myter om ulven gør, at mange er bange for ulven, men hvad er egentlig fakta om ulven?
Det kan man få svar på, når Skandinavisk Dyrepark holder to weekender om ulve i dagene 7.,8. og 9. juni og 30. og 31. august.
“Alle temadage er spækket med hyyylende spændende og sjove aktiviteter i hele parken,” lover direktør Frank Vigh-Larsen.
Der bliver flere foredrag om ulven i den danske natur, ulvequiz og et videnstelt med ulveskind, udstoppede ulve og ulvekranier.
Skandinavisk Dyrepark har haft ulve i et stort anlæg siden 1999.

Lille Rødhætte er et eventyr

Frygten for ulven ligger dybt i mange mennesker.
”Historier og fortællinger som ”Peter og ulven” og ”Lille Rødhætte” gør, at mange mennesker er bange for ulven – den spiser jo mennesker – eller gør den? Nej, slap bare af – det er kun i børnebøger og eventyr det sker. I den virkelige verden står der ikke mennesker på ulvens menukort, og risikoen for at ulve angriber mennesker er forsvindende lille,” siger Frank Vigh-Larsen
”I stedet for at være bange for ulven, er det måske bedre at glæde sig over ulvens tilbagekomst til Danmark efter 200 års fravær. Ulven er et spændende dyr, der vil berige vores natur, og dens adfærd og levevis er spækket med spændende biologi og direkte referencer til os mennesker. Ulven er jo stamfader til vores bedste ven,” mener Frank Vigh-Larsen
Hele programmet for temadagene kan ses på www.skandinaviskdyrepark.dk