Fortsæt til indhold

Danskerne gider ikke delebiler

Danske bilejere har ikke meget tiltro til delebilskonceptet, viser ny undersøgelse

Samfund
Jacob Nielsen

Det er miljøvenligt og godt for pengepungen. Alligevel har danskerne ikke meget til overs for delebil-konceptet.
I en ny undersøgelse, som BilBasen og YouGov står bag, siger 91 procent af de danske bilejere, at de ikke kunne finde på at investere i en delebil, mens kun fem procent ser delebilen som en mulighed. 1118 personer deltog i undersøgelsen.
"Bilen er et forbrugsgode, som danskerne vægter meget højt, og som de er afhængige af at have adgang til – næsten på lige fod med en bolig. De skal kunne bruge bilen når som helst, og derfor er der ikke mange, der kan se en idé i at købe en bil til deling med andre," forklarer Jan Lang, der er markedsanalytiker hos BilBasen.
"Trenden med at have andel i eller dele frem for at eje er egentlig god nok – og passende i tidsånden. Men en ting er, at man udtrykker en positiv holdning over for det, noget andet er, når man skal have løst dagligdagens transportudfordringer eller skal have pengepungen frem," forklarer trendforsker ved Scandinavian Trend Institute, Louise Byg Kongsholm.
Men måske er der en lysere fremtid for delebilen.
"I metropoler som for eksempel Berlin, San Francisco og New York er delebilen langt mere udbredt og populær, og jeg tror også, at delebilen vinder indpas i Danmark i takt med de voksende byer og trafik i løbet af de næste par år," siger Jan Lang.