Fortsæt til indhold

S!vas og Klaus Rifbjerg vinder Polka Verner Legatet 2014

To ord-smede vandt Polka Verner Legatet 2014

Samfund
Tekst af Line Hitz Foto af James Jefferys

Rapperen S!vas og forfatteren Klaus Rifbjerg modtog i dag Polka Verner Legatet, som er Smukfests store hyldetspris, der bliver uddelt for trettende gang.
De to stiftere af legatet, Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt, overrakte legatet til de to herrer, som hver får 90.000 kroner.
"Vores prismodtager er Lige Nu- og han er først lige begyndt. Men vi tror, der er masser af fremtid i ham," sagde Søs Egelind, da hun overrakte legatet til S!vas.
- Og den unge rapper var næsten løbet tør for ord.
"For et år siden, da vi præsenterede det, var der ingen, som fattede sproget. Det er en kæmpe ære at modtage legatet. 1000 tak," sagde S!vas.
Hos Klaus Rifbjerg havde legatbestyrelsen blandt andet lagt vægt på forfatterens evne til at skildre hverdagen.
"Store Klaus er vores prismodtager ofte blevet kaldt. Sikkert fordi, han i den grad rager op over den gråmelerede danske hverdagsnormalitet," sagde Kirsten Lehfeldt.
Pengene til Polka Verner Legatet kommer primært fra auktioner på Lauritz.com samt donationer fra blandt andet Waoo! og Billetlugen. Kirsten Lehfeldt og Søs Egelins oprettede Polka Verner Legatet i 2002, hvor de modtog Smukfestprisen og valgte at bruge en del af pengene på at hylde Polka Verner.

En rørt S!vas var næsten løbet tør for ord, da han skulle takke for Polka Verner legatet
Klaus Rifbjerg kvitterede for legatet med oplæsning af to af sine digte - et fra hans debutdigtsamling og et fra hans seneste digtsamling.