HOG Touren kører igen lørdag
Traditionen tro er HOG Hinnerup repræsenteret på Favrskov Børnefestival, som løber af stablen lørdag i Hinnerup Midtby.
For 3. år i træk afvikles den populære ”HOG TOUR”.
Børn og unge gi'r den gas fra kl. 10.00 – 10.45, hvor det er børn og unge fra afdelingerne i HOG håndbold og HOG badminton, der med private sponsorer i ryggen, cykler for at indsamle beløb til deres respektive børne- og ungdomsafdelinger.
Mellem klokken 11.00 og 12.00 er det så seniorerne, der hopper på sadlerne og træder i pedalerne.
Lokale erhvervsdrivende eller repræsentanter for disse samt frivillige med tilknytning til HOG Hinnerup har alle sagt ja til at give alt hvad de har i sig for at vinde touren i år.
Som instruktør og indpisker har klubben allieret sig med Martin Olesen fra Vitten. Martin er ultra-atlet og har lovet han vil gøre sit ypperste for, at alle ryttere passerer den magiske grænse på 30 km på en time, som vil udløse flest sponsorkroner til gavn for arbejdet i de to afdelinger i HOG Hinnerup.