Fortsæt til indhold

“S-angreb på DF fejler”

Den detroniserede socialdemokrat i Syddjurs skoser sit gamle parti

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Anette Quist Busk optræder tilsyneladende fortsat i Socialdemokratiets medlemskartotek, selv om hun i foråret under stor polemik forlod partiet efter vedvarende at have kritiseret Socialdemokratiets strategi i Syddjurs eller mangel på samme i kølvandet på Kommunalvalget i november 2013.
Den forhenværende socialdemokrat har også modtaget den mail, som gruppeformand Henrik Dam Kristensen har sendt ud til alle medlemmer som led i Socialdemokratiets verserende kampagne mod Dansk Folkeparti.
Dam Kristensens opfordring til medlemmerne lyder på, at de skal være med til afkræve Dansk Folkeparti et svar.

Et svar på, hvordan Dansk Folkeparti vil finansiere den efter efter Socialdemokratiets mening milde regn af velfærdsgaver, som partiet lover at ville dryppe ud over danskerne efter næste Folketingsvalg.

170 milliarder har Socialdemokratiet regnet ud, at Dansk Folkepartis gavepakke vil koste, og trods det peger Thuelsen Dahl & co. på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, selv om Løkke Rasmussen fortsat siger nulvækst i den offentlige sektor.

Brug for selvransagelse

Anette Quist Busk, der nu er løsgænger i Syddjurs Byråd, mener imidlertid, at Socialdemokratiets strategi fejler totalt, fremgår det af en svarmail, som hun har sendt til Henrik Dam Kristensen.
"I stedet for at fremture med den vedvarende nedladende kritik af DF burde du og de øvrige i partiet snarere omklamre dem (DF, red.) i erkendelse af, at de lever højt af vores tidligere kernevælgere på grund af DF 's sociale profil," skriver Anette Quist Busk.
"De (DF, red.) må jo gøre noget rigtigt, og partiet (Socialdemokratiet, red.) noget forkert, når de overtager vores kernevælgere," skribler hun videre og minder Dam Kristensen om, at når man peger fingre af andre "peger 3 af dine 5 fingre mod dig selv."

Drop Corydon

Anette Quist Busk opfordrer i stedet til, at Dam Kristensen og øvrige socialdemokrater kigger i egen andegård.

Her er der behov for at tænke i andet end regneark, ifølge Quist Busk, der slutter sin svarmail af med denne bredside til finansminister Bjarne Corydon: "Vi må genoplive vores sociale profil og sociale anstændighed, og droppe Corydon´s smagsløse leflen for de blå og deres regneark."
Med til historien hører, at samme Anette Quist Busk før sommerferien i byrådssalen argumenterede imod at sætte skatten 0,2 procent op ved de kommende budgetforhandlinger og i stedet satse på at få indtægter og udgifter til at nå hinanden via kreative løsninger.

Hvad det betyder i praksis, kom hun ikke nærmere ind på.