Niels-Kristian Iversen bygger på fra Prag
Semifinalepladsen ved det seneste Grand Prix i Prag har givet Niels-Kristian Iversen blod på tanden, og han håber på at træde en tand op i Målilla, selvom den seneste tid har budt på motorproblemer.
Niels-Kristian Iversen var stærkt kørende indtil semifinalen i Prag, hvor en kikset start betød fyraften, men præstationen indtil da giver tro på tingene, inden det går løs i Målilla lørdag aften.
"Jeg skal bare bygge videre på den præstation og sørge for, at der kommer en masse point på kontoen. Forhåbentlig kan jeg presse mig med i finalen denne gang, og det har jeg både et håb og en forventning om. Det bliver hårdt ræs på en bane som de fleste kender, og som flere har haft som hjemmebane, og jeg har da også selv scoret pænt med point på den de sidste mange gange. Grand Prix er dog på et andet niveau, og det skal jeg være klar på," fastslår Niels-Kristian Iversen, der føler sig kampklar, selvom maskineriet ikke har helt spillet helt siden det seneste Grand Prix.
"Jeg har bøvlet lidt med mine motorer siden Prag, og jeg sprang fire på en uge, men jeg synes nu alligevel, at vi har fået skruet det rimeligt sammen, når alt bliver taget i betragtning," lyder det med et smil fra Niels-Kristian Iversen, der endnu ikke kan udpege deciderede favoritter i det ekstremt tætte felt.
"Der er ikke rigtigt nogen, der er fuldstændigt sat endnu, og en gut som Hampel skal man for eksempel aldrig afskrive. Lige pludselig hamrer han en masse point ind, og så er han også med igen. Derfor skal man heller ikke lade sig rive med af den øjeblikkelige stilling, så mit fokus er bare på at score point, vinde heats og komme i finalerne. Det gælder om at være stabil, og det skal jeg fortsætte med, så jeg også er med fremme, når vi rammer København næste gang."
Niels-Kristian Iversen har for øjeblikket kun 11 point op til førende Tai Woffinden og Greg Hancock.