Socialdemokraterne søger en frontfigur
"Socialdemokraterne i Syddjurs har brugt det meste af foråret til at overvinde hele hurlumhejet omkring konstitueringen med den detroniserede borgmester Jesper Mathiesens frivillige afgang i skuffelsens klare lys, og frontfurien Anette Quist Busks selvvalgte isolation som udråber og løsgænger.
Hendes udgydelser har partiet valgt ikke at kommentere med et komma, og det er fornuftigt.
Til gengæld har byrådsgruppen gjort en dyd ud af at holde samling på tropperne, men også, understøttet af Enhedslisten, arbejdet på at få SF med i et samlet venstreorienteret alternativ til den borgerlige fløj.
Det kom senest til udtryk umiddelbart før sommerferien, da Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten med støtte fra Dansk Folkeparti signalerede, at en beskeden skatteforhøjelse på 0,2 procentpoint ikke er udelukket ved de kommende budgetforhandlinger.
Nu er tiden imidlertid kommet, hvor Socialdemokraterne i byråd og bagland skal til at kigge fremad og diskutere en strategi for fremtiden, der kan køre partiet i stilling til at være en troværdig medkæmper til borgmesterposten ved næste kommunalvalg i 2017.
Det er slet ikke for tidligt at få startet processen, for den kommer til at tage tid. Mange fra det nuværende hold af byrådspolitikere vil være over sidste salgsdato i 2017. Det er ikke en konstatering, men en kendsgerning de pågældende selv har meldt ud.
En kommende borgmesterkandidat skal have god tid til at lære det politiske håndværk at kende og indstille sig på opgaven. Det er imidlertid tvivlsomt, om han eller hun, der kan påtage sig opgaven og har den pondus og dygtighed, som jobbet kræver, findes i medlemskredsen.
Derfor kunne Socialdemokraterne vælge en utraditionel vej til at finde den bedst egnede.
Annoncér i offentligheden, at stillingen som S-borgmesterkandidat er ledig og sæt en ansættelsesproces i gang med klart definerede mål for, hvad kandidaterne skal kunne levere.
I en bosætningskommune som Syddjurs går der uden tvivl et par nye ansigter rundt, som har lysten og evnerne til at involvere sig politisk, men måske mangler en gunstig anledning til at gøre det.
Venstre forsøgte noget tilsvarende på de indre linjer forud for valget i 2009. Det gav dem et nyt ansigt i Claus Wistoft - han er som bekendt borgmester i Syddjurs i dag."