Fortsæt til indhold

Svend har holdt Thorsager varm i 25 år

Driftsleder Svend Eide Arvesen har sørget for fjernvarme i Thorsager gennem 25 år

Samfund
Af Martin Schultz

Midt i sommerens hedebølge kan driftsleder Svend Eide Arvesen fejre 25 års jubilæum som driftsleder på Thorsager Fjernvarmeværk.
Måske ikke lige den rette dag at præsentere en vigtig mand i byens servicestruktur, for med varmegrader op imod de 30 grader er der ikke meget gang i kedlerne på Thorsager Fjernvarmeværk. Men varme skal der til, også når vejrguderne ikke lige sørger for det, og det har været Svend Eide Arvesens job lige så længe som Thorsager Fjernvarmeværk har eksisteret.
Gennem årene er antallet af forbrugere steget støt og med aktuelt 404 modtagere af varme og varmt brugsvand har værket nået en størrelse, som med driftslederen egen ord kan levere varen til en ”absolut fornuftig pris”.

Hård opstart for fjernvarmeværk

Thorsager Fjernvarmeværk blev stiftet i 1987 og 1. august 1988 blev Svend Eide Arvesen ansat som driftsleder. Værket startede op med 180 forbrugere, men det var en hård opstart.
”Fjernvarmeværkerne i både Rønde og Thorsager kom dyrt fra start, fordi ingeniørernes beregninger omkring forbruget havde været alt for optimistiske. Priserne strøg i vejret og forbrugerne var utilfredse,” fortæller Svend Eide Arvesen.
Men det hjalp, at der i 1997 blev indført tilslutningspligt i Thorsager for boliger med oliefyr og alle nye boliger. Og Rønde Fjernvarmeværk er i de senere år blevet et af landets billigste værker med omkring 1600 forbrugere i Rønde, Følle og Ugelbølle.

Vil gerne på eventyr

Svend Eide Arvesen stammer fra Nørre Snede og blev udlært som maskinmester på Fredericia Maskinmesterskole.
”Efter skolen sejlede jeg som maskinmester med fragtskibe fra Mercandia i hele Atlanterhavet og Middelhavet. Men jeg er lidt af en eventyrer, så jeg overvejede at emigrere til Australien sammen med min kone Vibeke. Derfor arbejdede jeg i et halvt år med at reparere ubåde for den australske marine på et skibsværft i Sidney, men Australien var alligevel så langt væk fra familien, at vi besluttede at blive Danmark,” fortæller Svend Eide Arvesen.
Så maskinmesteren fik job i Thorsager og der er han blevet siden. Eventyrlysten får han tøjlet på spændende rejser med familien til eksotiske rejsemål som USA, Dubai, Maldiverne og på safariture i Kenya.
Desuden er Svend Eide Arvesen fritidsdykker i Ebeltoft Dykkerklub og har gennem mange år spillet og siddet i bestyrelsen for Rønde Bordtennisklub.

Samarbejde med Rønde

Jeg nyder hver morgen at gå på arbejde i Thorsager Fjernvarmeværk,” siger Svend Eide Arvesen. Han skal sørge for en sikker drift af fjernvarmeværket, som fyrer med halm fra lokale landmænd.
Varmeværket fik en nye halmkedel i 2007 og fik samtidig en akkumuleringstank. Her opbevares 1 mill. liter vand med en temperatur på op til 96 grader. Varmeværket har som stand by et oliefyr, men det har ikke været i brug siden 2007.
”Vores varmeværk er en god tidssvarende fjernvarmeforsyning. Der er ikke noget alternativ til halm som en grøn og miljørigtig varmekilde,” mener driftsleder Svend Arvesen.
Svend Eide Arvesen arbejder tæt sammen med Rønde Fjernvarmeværk og indgår i en vagtturnus med Torben Olsen og Jan Knudsen fra Rønde Fjernvarmeværk. De to naboværker arbejder også sammen har også tilpasset sig hinanden teknologisk og understøtter på mange måder hinanden.