Nemt at tjene lommepenge på Smukfest
Der er gang i flaskeindsamlingen, når 50.000 mennesker drikker i Bøgeskoven
Grønne Royal, plastickrus, sodavand- og vandflasker. Væske skal der til, når 50.000 mennesker dagligt indtager Smukfest.
Flaskesamlerne på Danmarks Smukkeste Festival er en vigtig brik, når Bøgeskoven skal holde sig ren og pæn under Smukfest. To af dem, som hver dag i festugen står på spring for at samle flasker, er Nikolaj Juel Andersen og Emil Krog, der begge er 14 år.
"Vi kommer her ved 14-15 tiden, og vi er på festivalen i omkring fire timer. Vi kan tjene omkring 2500 kroner til sammen på de fem dage," siger Emil Krog, hvis forældre har en bar på Smukfest, hvor drengene kan gå ind og slappe, hvis de trænger til en pause.
- Og de lader sig ikke genere af fulde mennesker og høj musik.
"Stemningen og musikken er god, og vi ignorere bare de fulde mennesker, hvis de siger noget," siger Nikolaj Juel Andersen.
Der er ikke umiddelbart noget bestemt, som de to drenge skal bruge pengene til, men alligevel kommer Emil Krog i tanke om en ting.
"Jeg vil gerne have en ny mobil."