Fortsæt til indhold

Lang og hæsblæsende lørdag med traktortræk

Tirstrup Balle Idrætsforening holder lørdag traktortræk for 10. gang med maskiner i alle størrelser

Samfund
Af Martin Schultz

Dagen starter med rundstykker og kaffe i teltet, men så er der ellers dømt infernalsk larm, dieselos og bomstærke rygende maskiner i alle størrelser, når Tirstrup Balle Idrætsforeningen lørdag 2. august holder sit årlige Traktortræk stævne på banen på Gråskegårdevej i Tirstrup.
De toptunede maskiner står naturligvis i centrum, men et traktortræk stævne er en hel familieudflugt værd med kræmmermarked, legeland med gratis ansigtsmaling til børn og barnlige sjæle. Og for at også fremtidens traktortræk kørere kan få lidt oktan i blodet, så er crosserne er kørt i stilling, klar til at børn og unge kan køre nogle runder.
Der er liv på banen fra kl. 10 med havetraktortræk og til langt ud på aftenen med de største traktorer og lastbiler til at trække slæden.

Traktorerne trækker til langt ud på aftenen

Havetraktortrækket afvikles fra kl. 10 til kl. 13, hvor de mere powerfulde Garden pullere dyster i en DM afdeling fra til ca. kl. 16.
De store traktorer stiller derefter op til traktortræk og aftentræk frem til ca. kl. 23.
”Kl. 18 bliver der om muligt endnu mere larm og sort røg over himlen, når Power pull starter. Der kommer traktorer fra Sverige og naturligvis en masse af dem vi ”kender”. Vi har fået nogle fede lastbiler til at komme og trække. Desuden som sidste år udstilling af flotte lastbiler,” fortæller arrangørerne fra Tirstrup Balle Idrætsforening.

En kæmpe portion lækker wokmad

Til stævnet bliver der også som sidste år udstilling af flotte lastbiler.
Aftenen kan passende slutter i ølteltet med hygge og god stemning
”Vores gode stabile medhjælpere står klar i øl og mad boderne til at betjene de forhåbentlige sultne og tørstige gæster. I år kan der købes veltillavet wokmad eller lækre flæskestegssandwiches,” fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Grenaa Produktionsskoles smedelinie har fremstillet en stor wok til at lave en kæmpe portion lækker wokmad.