Røndes sherif runder et skarpt hjørne
Landbetjent Chris Gade har ti års jubilæum som lovens lange arm i Rønde
Selvom der har været mange forandringer i politiet i de senere år, så står landbetjent Chris Gade – heldigvis synes sikkert mange – stadig som en markant figur i Røndes byliv. Synlig i gadebilledet nu gennem ti år og med den rette indstilling til at bære titlen ”landbetjent”.
Han går hvert år i spidsen for Rosenholm Tamburkorps i juleoptoget med nissehuen trukket ned over politikasketten, og han ledsager beredvilligt de udklædte dagplejere med deres små puslinger ned gennem Hovedgaden på Dagplejens Dag.
Men han er også med blå blink og hylende sirener i hælene på lovovertrædere, og som gammel judokæmper og volleyballspiller har han fysikken og kampteknikken i orden.
”Jeg er overbevist om at min størrelse virker dæmpende på urolige elementer,” siger Chris Gade, som altid optræder med en autoritet, som matcher hans kropsstærke figur.
Smag for landpolitiet
Chris Gade er opvokset i Vendsyssel og blev uddannet på Politiskolen i København. De første fire arbejdsår blev tilbragt i Hovedstaden, blandt andet på Station 4, som har Christiania som sit område, og som gadebetjent på Christianshavn.
Derefter søgte han tilbage til Aalborg og kom gennem mere end 8 år rundt i både beredskabspoliti, kriminalpoliti, drabsafdeling og brandafdeling.
”Vi assisterede også landpolitiet, og her jeg fik smag for landbetjentfunktion,” fortæller Chris Gade. Hans svigerfar er landbetjent, så han er kendt med arbejdet.
Med et menneskeligt ansigt
Chris Gade søgte stillingen i Rønde og rejste til Rønde med kone og to drenge for at starte 1. august 2004.
Snart kom schæferhvalpen Argus til som ”vicesherif”. Argus blev opdraget og trænet til politihund og var Chris Gade en trofast makker, men måtte kort tid før jubilæet aflives på grund af sygdom.
Chris Gade fandt sig hurtigt til rette i rollen som landbetjent.
”At være landbetjent er at være tæt på mennesker med ansigter på. Det giver nærhed, forankring og fleksibilitet, som går begge veje. Både når folk skal hjælpes, og de selv kan hjælpe,” siger Chris Gade.
”Det er vigtigt at være synlig og at fortælle, at landbetjenten ikke bare er en uniform, men en betjent med et menneskeligt ansigt. Jeg har altid prioriteret dialogen og den pædagogiske proces, lige fra børnene er små og op gennem skolen til den forebyggende indsats, når unge mennesker står og kan tage de forkerte valg,” siger Chris Gade.
Slut med vold
Ved Chris Gades ankomst var der meget vold og hærværk i Rønde, især i miljøet omkring Diskotek Daisy.
”Jeg tog en dialog med restauratøren og han var meget samarbejdsvillig,” fortæller Chris Gade.
”Vi kørte et år med en nul tolerance med adgangskontrol og det ryddede op i volden. Samtidig fik vi lavet en 16+ Club Daisy for de yngste over 16 år, som gjorde det tryggere at gå i byen for de unge.”
Efter at Diskotek Daisy er lukket mødes de unge til private fester. Mange går godt, men når der kommer fremmede til, kan det i nogle tilfælde komme ud af kontrol, mener Chris Gade.
”Der er opstået grupperinger og bandelignende tilstande, hvor unge fra de forskellige byer ind i mellem ødelægger det for hinanden med trusler og vold,” fortæller Chris Gade.
På forkant med de unge
Det forebyggende arbejde i blandt andet SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi) er en vigtig del af landbetjentens arbejde.
Landbetjenten har faktisk været den eneste gennemgående person i en forebyggelsesstruktur, som har været udsat for mange besparelser og omstruktureringer i Syddjurs Kommune.
”Det er hele tiden et spørgsmål om at komme de uheldige ting i forkøbet. Det er stadig de samme ting som popper op. Kernegruppen af unge mellem 11 og 18 år er meget påvirkelige, og bare én uheldig person kan påvirke andre unge i uheldig retning,” siger Chris Gade, som blandt andet står for knallertundervisningen af de unge for at lære dem ordentlig færdselskultur fra start.
Blev en TV-kendis
De senere års omfattende politireformer har også berørt landbetjentene på Djursland, og Chris Gade arbejder nu i et kontorfællesskab med kolleger på stationen i Borgerservice i Rønde.
”De første år havde jeg kontor hjemme, og borgerne kom blandt andet for at få ordnet pas og kørekort. Det gav en naturlig dialog og kontakt med borgerne,” siger Chris Gade.
”Før kom borgerne til mig. Nu skal jeg komme til borgerne, så det er vigtigt, at vi er synlige i gadebilledet,” siger Chris Gade.
Selv har han aldrig været bange for at være i rampelyset. Selvfølgelig var Chris Gade med, da Rønde Handelsstandsforening holdt lokal Vild med Dans konkurrence, og skærmtækken fornægter sig heller ikke.
Chris Gade har både været i TV2 i en serie om ø-strissere, og ikke mindst i TV5' serie ”Strisser på landet” gjorde landbetjenten til TV-kendis, da tv-hold fulgte ham på arbejde og han blev gennemgående figur i serien i seks uger.