Spids ører kommende SOSU-assistenter
Rønde bliver hjemsted for et før-SOSU forløb, hvor vordende SOSU-assistenter kan prøve sig selv af, før de beslutter sig for at gå i gang med uddannelsen
Som noget helt nyt bliver Rønde stedet for et før-SOSU forløb - SOSU er en forkortelse for Social- Og SndhedsUddannelserne, som Randers Social- og Sundhedsskole står bag. Formålet er at give en smagsprøve på social- og sundhedshjælperuddannelsen, som netop har gode muligheder i Syddjurs Kommune.
”Vi har mange medarbejdere i ældreplejen, som i løbet af de næste år vil gå på pension. Vi ønsker at få rekrutteret nye medarbejdere og har ledige uddannelsespladser. Et før-SOSU forløb i Rønde er derfor en god mulighed for, at man kan se, hvad det går ud på, inden man går i gang med uddannelsen”, siger Susanne Pallesen, som er uddannelsesansvarlig i Syddjurs Kommune.
Uddannelsen til social- og sundhedshjælper kan tages både i Randers og Grenaa.
Den tager 14 måneder, og der er mulighed for voksenelevløn.