Fortsæt til indhold

Soya, Pia Tafdrup og Karen Blixen i maritime omgivelser

11. august klokken 11 flytter Ebeltoft Bibliotek ned på havnen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det er snart slut med at låne bøger og andre materialer på biblioteket på Ebeltoft Rådhus.
Hundredevis af flyttekasser med bøger og bogreoler er i de seneste uger blevet transporteret fra biblioteket på Rådhuset til den tidligere "Bådshop" på Vestervej 17 i Ebeltoft.
Her er lokalerne blevet renoveret og indrettet til at blive nyt hjemsted for hardcore bibliofile og nye lånere.
Det nye bibliotek på havnen indvies mandag 11. august klokken 11, og alle borgere er inviteret.
"Kulturens minister" i Syddjurs, Kirstine Bille (SF), formand for udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, holder tale, og det lokale "Slupkoret" vil synge et bredt udsnit af kendte sømandssange.

I maritime omgivelser

I den gamle "Bådshop" bærer indretningen præg af de maritime omgivelser og bygningens tidligere funktion som bådværksted og -butik. Den tidligere bådhal, hvor den gamle kran er bevaret, er blevet til en boghal.
Værkstedet er blevet til medierum og butikkens indgangsparti til børnebibliotek. Derudover er der avislæsesal, læsekrog, udstillingsområde og meget mere.

Mens vi venter på Malten

Det ny biblioteks placering tættere på bymidten vil gøre det nemmere for flere borgere at komme frem. Lokalrute 2 kører således lige til døren, og hermed bliver biblioteket også tilgængeligt med offentlig transport.
Adressen på havnen er kun midlertidig, fordi endestationen for biblioteket bliver Den ny Maltfabrik, når den efter planen står klar i 2017, hvis politikerne ikke kommer på andre tanker.