Fortsæt til indhold

"Det er SKATs skyld, at vandet bliver dyrere"

Nye skatteregler gør vandet dyrere

Samfund
Martin Warming

Landets lokale vandforsyningsselskaber står lige nu over for kolossale økonomiske udfordringer,
hvis SKAT får sin vilje.
Det gælder også for Furesø Vandforsyning og de over 10.000 husstande og virksomheder, som vandforsyningen leverer vand til.
Det er konsekvenser af vandsektorloven fra 2010, der nu slår igennem med fuld og overraskende styrke. Med loven blev der indført skattepligt for de vandselskaber, der er omfattet af loven, hvilket krævede en værdiansættelse af vandselskaberne - det drejer sig blandt andet om vandledninger, pumpestationer og bygninger.
Værdiansættelsen af Furesø Vandforsyning blev foretaget af en revisor i henhold til vandsektorlovens vejledning og godkendt af myndighederne.
"SKAT har imidlertid valgt at benytte en helt anden værdiansættelsesmetode, som har medført, at vandforsyningens værdier er blevet reduceret med cirka 75 procent i forhold til den værdi, som oprindeligt er godkendt af myndighederne med langt færre afskrivninger til følge", fortæller formanden for Furesø Vandforsyning, Ole Bjørn Hansen.
"SKATs lavere værdiansættelse rammer stort set alle vandforsyningsselskaber landet over. Også Furesø Vandforsyning. Det er vores bedste vurdering, at det vil medføre stigninger på vandprisen i størrelsesordenen 2,5 – 3 kroner per m3 afhængig af forbruget. Det svarer til en samlet årlig ekstraudgift på mellem 250 og 500 kroner for forburgerne", fortæller formanden.
SKATs værdiansættelse er foretaget med tilbagevirkende kraft og gælder årene 2010, 2011 og 2012. Det samlede krav om skattebetaling er på 3,4 millioner kroner for de pågældende tre år.
"Kravet har Furesø Vandforsyning modtaget her midt på året. Vi har derfor ikke haft mulighed for at tage højde for skattekravet i fastsættelse af vandprisen", siger Ole Bjørn Hansen.
Flere vandforsyninger har indbragt SKATs afgørelser for Landsskatteretten. Retten har imidlertid givet SKAT medhold i vurderingsmetoden. De pågældende selskaber indbringer derfor sagerne for domstolene.
"Sagerne er principielle og vi i Furesø Vandforsyning vil nøje følge afgørelserne på disse sager, inden vi selv indbringer vores sag for Landsskatteretten og måske efterfølgende for domstolene", lyder det fra den lokale formand.
"Vi agter desuden at henvende os til de folkevalgte på Christiansborg, som ved indførelsen af
vandsektorloven i 2010 forsikrede vandselskaber som hvile-i-sig-selv-selskaber om, at deres eventuelle fremtidige skat ville blive begrænset".