Ingen kaos i Kolind efter starten på det nye skoleår
Med fokus på nye og stationære arbejdspladser til lærerne har Kolind Centralskole fået skabt rammerne for en blid start på et år med ny skolereform
Kun tre dage inde i nyt skoleår er avisens udsendte på besøg på Kolind Centralskole med en forventning om mulighed for kaotiske tilstande efter mediernes generelle billede af åbningsdagene med ny reform. Men her er ingen kosteskabe fyldt med forberedende lærere, ingen forældre i kø på kontoret med spørgsmål, og den lange gang emmer af glade, smilende elever, der suser rundt som vanligt.
Det afspejles da også på kontoret af en rolig skoleledelse, der har tid til interview.
"Når jeg hører fra kollegerne rundt omkring, at de er ved at drukne i travlhed, så bliver jeg da lidt nervøs for, om vi har glemt noget," griner skoleleder Morten Fjord og fortsætter: "Nej, spøg tilside. Vi har selvfølgelig travlt, men på niveau med normal travlhed, når et nyt skoleår starter. Og jeg tror det skyldes det lange, seje træk med planlægning, som vi tog i foråret".
Rammer på plads
Fra ledelsens side besluttede man hurtigt, at rammerne for det nye år skulle være på plads inden sommerferien, så alle kunne gå hjem med ro i maven. Derfor blev der arbejdet ihærdigt med to ting; skema og gode arbejdspladser. Til det er en del af skolens overetage inddraget og lavet om til forberedelsespladser og mødelokaler.
"Vi har valgt at bruge en del penge på at skabe de bedste arbejdsforhold for lærerne, nu de skal forberede sig på skolen, og der er virkelig blevet knoklet i løbet af sommerferien for at få det klar. I forhold til arbejdspladser handlede det ikke bare om at flytte 35 hjemmearbejdspladser til 35 arbejdspladser på skolen, men at skabe optimale forhold for at kunne samarbejde om planlægningen", fortæller Bent Bystrup, der er viceskoleleder.
Derfor har hver afdeling nu fået eget mødelokale samt et fællesområde med arbejdspladser, hvor de i ro og fred kan forberede sig til timerne.
Evalueringsmøder på plads
Alt nyt kræver en indkøringsperiode, også en ny skolereform. Og det er skolens ledelse bevidst om.
"Vi har forsøgt at køre en disciplineret men demokratisk proces i foråret, hvor vi har inddraget lærerne så meget som muligt, og det har givet gåpåmod og åbenhed overfor alt det nye. Men det er vigtigt, at vi hele tiden stikker en finger i jorden og mærker efter, hvordan stemningen er. Derfor har vi også allerede nu planlagt fire evalueringsmøder om året. Her må vi så spørge lærerne om, hvad der virker, hvad der ikke virker - og ikke mindst udveksle gode idéer med hinanden. Der er mange vaner, der skal brydes," siger Morten Fjord.
Begge fornemmer en god stemning hos både lærere og forældre. Kun et par enkelte forespørgsler fra forældre er det blevet til de første dage, men først til forældremøderne senere på året kan ledelsen for alvor fornemme, hvordan den nye skoledag virker på eleverne.
En af de ændringer eleverne skal vænne sig til er mere fysisk aktivitet i løbet af skoledagen. På Kolind Centralskole har man valgt at lægge den del ud til de enkelte afdelinger.
"I stedet for at lægge et fast tidspunkt, hvor alle skal bevæge sig, vælger afdelingerne selv, hvornår. Vi arbejder ud fra, at lyst giver mere passion end tvang", siger Morten Fjord.