Iransk familie fundet skyldig i menneskesmugling
Seks iraner er blevet udvist af landet
Retten i Aarhus har i dag afsagt dom over en iransk familie på seks personer, der alle er fundet skyldige i menneskesmugling. Familien består af tre brødre, deres forældre og den ene brors kæreste.
Alle seks blev dømt for i tre tilfælde at have indsmuglet i alt fem personer fra Iran til Danmark. De blev frifundet for i tre andre tilfælde at have indsmuglet yderligere fire personer til Danmark.
"Vi er tilfredse med, at retten har fundet alle seks tiltalte skyldige, og at retten ved strafudmålingen har taget højde for de dømtes forskellige roller i forbindelse med menneskesmuglingen," siger anklagerne, Peter Koukoumis og Mette Fladkjær.
To af brødrene blev straffet med et års fængsel, forældrene begge med ti måneders fængsel, en anden bror med seks måneders fængsel og kæresten til en af brødrene med fem måneders fængsel.
Alle seks blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Tre af dem har anket dommen med påstand om frifindelse, mens de tre øvrige tog betænkningstid.