Ellen er ikke for gammel til at se godt ud
Ellen Johnsen fra Ørby fik i 90 års fødselsdagsgave et besøg hos skønhedseksperten til en tøseaften
”Den dag man ikke er forfængelig længere, da er man gammel.”
Det råd fik 90-årige Ellen Johnsen af sin mor, og det holder hun fast i.
Derfor var det lige efter bogen, at Ellen Johnsen kunne invitere otte af sine veninder med til en rigtig “tøsefest” med forskellige pleje- og forkælelsesoplevelser hos Karina Brogaard hos Aloe Vera Djursland i Vrinners mandag aften.
Her mødte kvinderne, som var i alderen fra midt i 50'erne og til to gange 90 år op i højt humør og fik både fodbad, ansigtspleje og nakkemassage. Dertil frugt i pausen, men selvfølgelig også det obligatoriske kaffebord med lidt kage til, som hører til, når man som Ellen Johnsen har levet i 90 år.
Med på den værste
Ellen Johnsen er et kendt ansigt på Helgenæs og fyldte 18. juni 90 år.
Blandt fødselsdagsgaverne var ikke blot gavekortet til en aften hos Aloe Vera Djursland i Vrinners, men også en helikoptertur torsdag fra Aarhus med stop i Ørby på Helgenæs.
”Jeg hopper stadig med på den værste. Jeg samler på oplevelser i stedet for ting,” siger Ellen Johnsen, som i julegave af sin søn fik en tur til en koncert med Hansi Hinterseer i Kiel og efter sigende var den ældste koncertgænger den aften.
Aktiv i lokalsamfundet
Ellen Johnsen med fødenavnet Melin er født i Koed og opvokset i Hevring. Som ung pige kom hun i huset i Ørby og mødte her sin mand. Det er nu blevet til 74 år på Helgenæs og sammen med sin mand drev de gården i Ørby i 50 år.
”Melin er et svensk navn. Min oldefar var svensk og var med i tilbagetoget til General Ryes Skanser i 1849. Han blev såret og kom til Sivested, hvor han fik en datter,” fortæller Ellen Johnsen .
Hun er lidt af en institution på Helgenæs og også kendt som ”Sten-Ellen”, fordi hun maler lokale motiver på natursten og sælger dem fra sin bolig i Ørby.
Ellen Johnsen er stadig meget aktiv i lokalsamfundet og blandt andet fyrvagt, når turisterne skal besøge Sletterhage Fyr. På sin fødselsdag blev hun udnævnt til det første æresmedlem af Sletterhage Fyrs Venner. Hun er også æresmedlem af foreningen Helgenæs Præstegård.