Fortsæt til indhold

Bedre end budget i første halvår

Samfund
Kim S. Andersen

På trods af, at passagertallene er faldet en smule, betyder store omkostningsreduktioner, at Aarhus Airport har opnået et bedre resultat i første halvår end budgetteret. Det oplyser Aarhus Airport i en pressemeddelelse.
Direktionen arbejder hårdt på den plan, som skal sikre østjyderne en kommercielt bæredygtig lufthavn i fremtiden.

Aarhus Airport ejes i fællesskab af Favrskov, Norddjurs, Randers, Syddjurs og Aarhus Kommuner, og lufthavnens bestyrelse har tidligere i år igangsat en strategisk drøftelse af lufthavnens fremtidsmuligheder med afsæt i en række analyser af lufthavnens drift og potentiale. Formålet med dette arbejde er at sikre, at det østjyske erhvervsliv og beboerne i Østjylland også i fremtiden har en god og kommercielt bæredygtig lufthavn. Direktionen i Aarhus Airport arbejder i øjeblikket på dette strategimateriale, samt en investeringsplan, som vil blive fremlagt for bestyrelsen i løbet af efteråret.

I færd med at knække koden

Der er i dag holdt bestyrelsesmøde i Aarhus Airport A/S, og lufthavnsdirektør Peter Høgsberg udtrykker i den forbindelse stor tilfredshed med resultatet for første halvår:
"Resultatet indikerer, at vi er ved at knække koden. Vi følger planen, og det er dejligt fortsat at have bestyrelsens opbakning til det arbejde, vi er i fuld gang med. Det er afgørende, at lufthavnens direktion har fået og får den arbejdsro, vi har brug for, til at færdiggøre en robust forretningsplan for fremtiden," forklarer han i en pressemeddelelse.
Målet med den nye strategi- og investeringsplan er, at den skal godkendes af lufthavnens bestyrelse, så byrådene i de fem ejerkommuner kan tage stilling til behovet for yderligere økonomisk indskud i lufthavnen.