Fortsæt til indhold

Foreløbigt punktum for øjebæ i Øster Allings midte

Den gamle købmandsbutik er revet ned, og grunden overlades nu til ejeren

Samfund
Af Tania Clausager

En langtrukken sag i Øster Alling kan nu endelig sætte et foreløbigt punktum til glæde for borgerne i byen, da kommunen har gennemført nedrivningen af den tidligere købmandsbutik i byen.
Det er godt to år siden, Borgerforeningen startede en underskriftindsamling og kontaktede kommunen for at få hjælp til at håndtere en situation, hvor en grund i byens midte stod i totalt forfald og mindede om en losseplads. Men først 4. august i år kom nedrivningsentreprenører på adressen og startede rydningen af grunden.
"Det er utrolig dejligt for os, at der endelig sker en rydning, og grunden vil blive renset, så det ikke længere ligner en losseplads. Det er vi mange, der er utrolig glade for", siger Jette Kvorning , hvis mand Jens Kvorning startede indsamlingen og har været tovholder på sagen og kontakten til kommunen.

Grønt område

Når Norddjurs Kommune har tilendebragt nedrivningen, vil man så græs på grunden. Og herefter overlades grunden til ejeren.
"Vi glæder os over nedrydningen, vores eneste lille bekymring er nu, hvad der kommer til at ske på sigt, da det stadig er samme ejer, der har grunden. Og vi ved jo ikke, hvad han har tænkt sig at bruge den til, og vi har ingen kontakt til ham. Det er muligt, han ønsker at samarbejde, men det har vi ikke kendskab til", siger Jette Kvorning.
Hun fortæller, at byens borgere håbede, det kunne blive et grønt område med bænke som ville gavne det visuelle bybillede.
Samme ønske om en grøn plet i byen har kommunen, men så længe ejeren ikke ønsker at sælge, er der ingen mulighed.
"Vi har tilbudt at købe grunden, fordi vi ønskede at lave et lille torv, men hvis ejeren ikke er interesseret, så kan vi ikke gøre mere. Vi kan ikke bare ekspropriere. Men vores tilbud gælder stadig, så skulle ejeren ændre meningen, er vi interesseret i grunden, siger Jens Meilvang (I), der er formand for Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune.

Godt samarbejde

Den gamle købmandsbutik har længe været en torn i øjet på byens borgere, fordi den losseplads-lignende grund lå i bymidten lige overfor forsamlingshuset, hvor gæsterne havde udsigt til forfaldet. Formanden forstår da også godt den til tider manglende tålmodighed fra byens borgere.
"Det har været en langtrukket sag, men lovgivningen skal følges, og der er en række instanser, man kan klage til, så derfor har det trukket ud. Vi har dog forsøgt på bedste måde at informere borgerne løbende, om hvorfor det tog længere tid end ventet", fortæller Jens Meilvang.
Det bekræfter Jette Kvorning, og hun understreger samtidig det gode samarbejde med Norddjurs Kommune.
"Vi har haft et meget fint forløb og samarbejde med kommunen, og samtidig respektfuldt i forhold til manden, der ejer grunden. Det har selvfølgelig taget sin tid – men heldigvis kan man sige. Det skal jo ikke være for nemt at smide hinanden ud, for hvem bliver det så næste gang. Vi har ingen kritikpunkter i forhold til samarbejdet med kommunen", siger Jette Kvorning.