Fortsæt til indhold

Bioethanol på grillen er livsfarligt

Rigshospitalets brandsårsklinik oplever for tiden en stor stigning i antallet af patienter, der bliver indlagt med alvorlige brandsårsskader efter brug af brandbare væsker, der indeholder bioethanol

Samfund
Jacob Nielsen

Sommeren er på sit højeste, og det betyder højsæson for grill, grillstartere og udendørspejse. Desværre betyder det også, at det er sæson for brandsårsskader. Og i år oplever personalet i Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet en ny og meget alvorlig tendens.
"Inden for de seneste 14 dage har vi set en markant stigning i patienter, der har fået alvorlige forbrændinger på grund af brug af bioethanol. Det er alt fra mindre skader til livstruende forbrændinger," fortæller Jakob Astrup, 1. reservelæge i Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet.
Bioethanol findes i mange brandbare væsker og bruges i stigende grad i fx grillstartere og som optænding i udendørs lamper og pejse. Det særligt farlige ved bioethanol er, at det har et meget lavt brændpunkt, og derfor antænder hurtigere end andre brandbare væsker. Desuden fordamper Bioethanol allerede ved 13 grader, og derfor fordamper det hurtigt i sommervarmen. Det er dampene, der er farlige, da det oftest er dem, der giver de store brandsårsskader.
"De skader, vi typisk ser, kaldes flash burns, der forårsages af en stikflamme. Stikflammen kan antænde dampene, som så sætter ild i tøj, hår, osv. og medfører store og livstruende skaber. Det er værre end en kontaktforbrænding, for der får du kun en forbrænding lige der, hvor du er i kontakt, fx hvis du træder på et kul, forklarer Jakob Astrup og fortsætter:
"Vi ser nogle meget alvorlige forbrændinger, og vi vil derfor opfordre folk til at udvise stor forsigtighed, især når de omgås brandbare væsker, der indeholder bioethanol," siger Jakob Astrup og tilføjer, at børn bør skærmes fuldstændig fra at have kontakt med nogen former for brandbare væsker.