Fortsæt til indhold

Mere tryghed i Hvilsager med hjertestarter

Nu kan Hvilsager Sogns Beboerforening redde liv med hjertestarter fra TrygFonden

Samfund
Af Martin Schultz

Når et hjertestop indtræffer, betyder hurtig hjælp forskellen på liv og død.
Derfor har Hvilsager Sogns Beboerforening taget initiativ til at få hængt en hjertestarter op på Hvilsager Forsamlingshus. Hjertestarteren, der er doneret af TrygFonden, kommer til at hænge udendørs på ved indgangen til forsamlingshuset, så den er tilgængelig hele døgnet og kan ses på hjertestarter.dk

Livreddende førstehjælp

Ca. 3.500 personer falder om med hjertestop i Danmark hvert år, og 10 pct. af dem overlever.
Hvis der er vidner til hjertestoppet, øger deres indsats med livreddende førstehjælp og stød fra en hjertestarter, inden ambulancen når frem, chancen for, at personen overlever. Hvert minut tæller, og den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet.
Derfor har Hvilsager Sogns Beboerforening søgt om og netop modtaget en hjertestarter fra TrygFonden, og med hjertestarteren følger et kursus, hvor beboere i Hvilsager med tilknytning til beboerforeningen blev uddannet i livreddende førstehjælp, og i hvordan man bruger hjertestarteren.