FC Djursland startklar med ny optimisme
Danmarksserien, U19, U17 og U16 trækker i træningstøjet for første gang efter sommerferien mandag aften
FC Djursland er klar til at kickstarte en ny epoke i overbygningens hidtil korte levetid.
Første kapitel skrives mandag aften, når FC Djurslands direktør Ronni Didriksen kan byde velkommen på Grenaa Stadion til de gamle kendinge, Danmarksserietruppen og ditto U-19 truppen, men nu også de nye trupper i U17 og U16.
"Vi har valgt at samle alle trupperne til en fælles opstart for at markere, hvad FC Djursland nu er for en størrelse efter, at vi har fået U17 og U16 med ind under overbygningens hat," fortæller Ronni Didriksen.
Det er meningen, at alle fire trupper til at begynde med skal træne på Grenaa Stadion, men herefter kan det blive aktuelt at træne ude i moderklubberne.
Det er direktøren i samråd med bestyrelsen, der har formuleret målsætningen om, at et fremtidigt FC Djurslands basis skal bygge på lokale spillere, der har fået deres uddannelse i overbygningens eget regi.
Lokal seniortrup
De ansvarlige for Danmarksserietruppen, trænerduoen Jesper Borup og Jeppe Friis som nu også agerer sportschefer, kan se frem til at kunne mønstre en seniortrup, der er den mest lokale hidtil i overbygningens levetid.
De to har brugt masser af knofedt på at få sammensat en konkurrencedygtig trup, der kan tage kampen op i Danmarksserien og komme igen efter sidste sæsons sportslige blamage i 2. division Vest, hvor slutfacit var en sidsteplads med beskedne 7 point og ikke et eneste point i forårets kampe.
"Vi har formuleret en målsætning om, at vi skal placere os i den bedste halvdel af Danmarksserien og undgå de seks nederste pladser, der betyder nedrykning," siger Ronni Didriksen.
"Oprykning til 2. division har vi ikke på tegnebrættet nu og her," understreger han.
På grund af ændringerne i 2. division fra 2015-2016, hvor de nuværende 32 hold skæres ned til 24, bliver den kommende sæson ekstra hård, fordi flere hold kommer til at måtte lade livet end ellers.
Det kommer til at påvirke afviklingen af de tre Danmarksserie-kredse, hvor de seks dårligst placerede hold fra hver pulje rykker ned i den kommende sæson, mens kun nummer et rykker op i 2. division.
Farvel til forsvarskæmpe
FC Djursland har i sommerferien sagt farvel til endnu et par støttespillere.
Mest markant er den mangeårige driftssikre midterforsvarer/defensive midtbanemand, Michael Pedersen, der prøver lykken i Hobro.
Michael Pedersen er gammel elev på Hessel Fodboldskole og var sidste år en af tre kontraktspillere i FC Djursland.
"Michael og hans kæreste ville gerne til Randers og bo, og som jeg er orienteret, betyder det, at han vil prøve sig selv af fodboldmæssigt i Hobro," fortæller Ronni Didriksen.
Heller ikke spillere som den lynhurtige angriber Simon Skibsted, der er tidligere superligaspiller i Silkeborg, og Nicolai Christensen, gammel Grenaa-dreng og tidligere ungdomslandsholdsspiller mens han tørnede ud for AGF, optræder i den trup, som FC Djursland forlods har opført på sin hjemmeside som sikre kort til den kommende sæson.
Den består af følgende:
Målmand: Lars Andersen
Forsvar: Kris Buus, Casper Fiehn, Jeppe Juhl Jensen, Danni Lauridsen, Dennis Mujezinovic, Jesper Sørensen.
Midtbane: Mikkel Bech, Mikkel Buus, Mathias Fruensgaard, Kristian Gertsen, Joachim Gotfred, Nichlas Høffe Hansen (i sidste sæson Østdjurs 91 Serie 3), Morten Hjorth, Rasmus Møller, Sulanji Naumann
Angreb: Simon Dinesen, Simon Elkjær, Khalil Faizi, Nikolaj Jarsmer (i sidste sæson Aastrup/Hammelev Serie 1), Kristian Kaagh, Stig Zacher.