Fortsæt til indhold

Han kan kunsten at fjerne buler i biler

Bulespecialisten Kenneth Johnsen fra Knebel kører rundt i hele Østjylland

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Du behøver ikke at være bilfreak for at synes, at en bule i bilen bare er for møgirriterende og træls.
Som regel koster det penge, fordi fakturaen fra mekanikeren sjældent overstiger det beløb, der står som selvrisiko på din bilforsikring.
Kenneth Johnsen, 33, med bopæl i Knebel har lært sig selv den særlige kunst det er at rette buler i biler ud.
Det være sig såkaldte Bilka buler eller lidt mere udfordrende af slagsen.

Reparerer ved kunden

Derfor har han nu startet firmaet Bulespecialisten - et mobilt firma, der kører rundt i Aarhus og Østjylland, når en bilejer kalder, fordi der er buler i bilen.
"Jeg har det specielle værktøj, som jeg bruger, med ud til kunden. Reparationen foregår på stedet, så det eneste han eller hun skal gøre er at booke mig," siger Kenneth Johnsen.
Han er egentlig fra Rønde, men flyttede som 12-årig med familien til Knebel.
Interessen for biler har han arvet fra faderen, der også godt kan lide at skrue i de firehjulede.

Lille nebengeschäft

Samtidig med at han driver enmandsbutikken Bulespecialisten, passer han et fuldtidsjob.
"Jeg er ansat i et firma, der sælger reservedele til skibsmotorer, så Bulespecialisten bruger jeg for det meste tid på om aftenen og i weekends," fortæller Kenneth Johnsen.
Han kan snildt have en 6-7 kunder pr. uge.
"De fleste regninger, jeg skriver, ligger beløbsmæssigt mellem 800 og 1.500 kroner."
Priser, der gør det sandsynligt, at kunden kan spare penge på selvrisikoen og dermed undgår at stige i forsikring.

Særlig teknik

Kenneth Johnsen fortæller, at han med brug af specialværktøj og en særlig teknik kan rette så godt som alle buler ud uden at det betyder, at bilen skal lakeres på ny.
"Generelt handler det meget om at kunne bruge det værktøj, som jeg har til rådighed," siger Kenneth Johsen.
"Ved hjælp af værktøjet er det næsten altid muligt at komme om bag panelet i bilen og om til selve metallet. Herfra kan jeg så massere det tilbage til sin oprindelige standard uden at bruge hverken fyldstoffer eller maling."
"Jeg vil mene, at jeg kan rette 95 procent af alle buler ud," siger han, der bruger sin hjemmeside bulespecialisten.dk som indgang til kunderne.
Her kan de booke ham, sende ham billeder af skaden og både få et godt råd og en pris på, hvad det vil koste at rette bulen ud.