Ingen planer om køb af Firkløverskolens bygninger i Mørke
Borgmester Claus Wistoft (V) og udvalgsformand Per Zeidler (I) afviste i spørgetiden på onsdagens byrådsmøde, at politikerne har diskuteret Firkløverskolen i Mørke under de verserende budgetforhandlinger
Et køb af Firkløverskolens bygninger i Mørke, der ejes af Randers Kommune, er ikke på den politiske dagsorden i Syddjurs.
Det svar fik en bekymret forælder, Jette Rasmussen, Ebeltoft, med sig hjem, da hun på onsdagens byrådsmøde spurgte til Mørke-afdelingens fremtid på baggrund af den debat, som har udfoldet sig på det seneste, hvor løsgængeren Anette Quist Busk blandt andet har bedt embedsmændene om at finde regnearket frem for at regne på en Børneby Mørke-model med børnehave og skole på en fælles matrikel og med fælles ledelse.
En løsning, der vil forudsætte, at Syddjurs Kommune køber Firkløverskolens bygninger af Randers Kommune, fordi Firkløverskolen og Mørke Skole er naboer.
Både borgmester Claus Wistoft (V) og formanden for Udvalget for Familie og Institutioner, Per Zeidler (I), afviste begge, at et køb af Firkløverskolen overhovedet har været nævnt i så meget som en bisætning eller i en bullit i et bilag under budgetforhandlingerne.
Begge bekræftede også, at der fortsat foreligger en politisk gentleman agreement med børn, forældre og personale om, at de tilbageværende elever i udskolingsklasserne fra 7. til 10. klasse, der har adresse i Syddjurs, skal kunne gøre deres skolegang færdig i Mørke.
En ny situation kan opstå
Anette Quist Busk tog også ordet og forklarede, at hun kun havde bedt kommunens regnedrenge om at komme i gang med et længere tidsperspektiv for øje. Ikke, fordi hun forestillede sig et køb af Firkløverskolen nu og her.
Per Zeidler sagde til Jette Rasmussen, at han var fuldt ud vidende om, at Randers Kommune går med planer om at hjemtage deres 'specialbørn' fra andre kommuner, og at det kunne betyde, at Syddjurs Kommune på et tidspunkt får et tilbud om at købe bygningerne i Mørke.
"Så foreligger der en helt ny situation, som byrådet så må tage stilling til, hvis det bliver aktuelt," sagde Per Zeidler.
I øjeblikket går der 16 børn og unge fra Syddjurs på Firkløverskolens afdeling i Mørke.
Firkløver nu et trekløver
Firkløverskolen er en kommunal folkeskole for elever med autismespekterforstyrrelser (ASF), ADHD og lignende udviklingsforstyrrelser.
Firkløverskolen drives af Randers Kommune, men optager også elever fra andre kommuner og er egentlig nu kun et trekløver med afdelinger i Jebjerg, Mørke og Randers.
Afdelingen i Jebjerg har elever i 0.-6. klasse, afdelingen i Mørke har elever i 0.-10. klasse, mens afdelingen i Randers er en ungdomsafdeling med elever i 7.-10. klasse.