Vildt grøde i seniorfodbolden i Aadalen
Den lille landsbyklub i Lime-Skørring området kan mønstre 41 kontingentbetalende seniorfodboldspillere i denne sæson
Seniorfodbolden i IF Aadalen er kommet til ny ære og værdighed efter en række bløde år, hvor der nærmest har været stilstand.
"Der går fantastisk lige nu, og vi har netop efteranmeldt yderligere et hold i Serie 6, så vi nu har tre seniorhold," fortæller cheftræner Jan Espensen.
Han har en spillerliste med 41 navne, som alle betaler kontingent.
"Vi har fået en del nye navne og har i det hele taget en ung trup som gerne vil træne. Mandag aften mødte 34 omklædte spillere op på træningsbanen, og det er ikke noget særsyn," siger Jan Espensen.
Han står for træningen sammen med Kaare Brøgger Sørensen og dan gamle førsteholdsmålmand, Kaj Sørensen.
Kaare Brøgger Sørensen varetager tillige rollen som støttespiller på førsteholdet i Serie 4.
"Vi skal være tre mand, for det giver mulighed for at dele op i en førsteholds- og andetholdstrup til træning, så alle går hjem med en god oplevelse," siger cheftræneren, der kan udnytte sit lokale kendskab til Lime-Skørring området.
Espensen kender klubben bedre end de fleste fra mange år som først spiller og siden træner. Han har også prøvet kræfter med trænergerningen i både Øster Alling og Vorup FB.
Satser på oprykning
Førsteholdet, der rykkede op i Serie 4 i sidste sæson, er kommet fint fra start med to sejre og et enkelt nederlag til nedrykkerne Østdjurs 91.
Jan Espensen tør godt melde ud, at ambitionen hedder oprykning til Serie 3 og gerne i dette efterår.
"Det bliver en kamp mellem Kolind-Perstrup 1, Østdjurs og os," fastslår han uden tøven.
"Jeg mener, vi har holdet og bredden til at rykke op, og vi forfølger muligheden allerede i denne sæson."
Klubbens to øvrige seniorhold spiller i Serie 6.
"Men vi går ikke så meget op i, hvem der spiller på hvilket hold. Det er ikke nogen hemmelighed, at alle i truppen kan lide at være sammen og tit mødes en stor flok, også når der ikke er fodbold på programmet."