Fortsæt til indhold

Politiet passer på skolebørnene

66.000 børn begyndte i dag i skole for første gang. Med fartkontroller landet over vil politiet sikre, at bilisterne tager hensyn til børnene

Samfund
Arkiv

66.000 børn begynder i dag i skole for første gang. Politi over hele landet vil sørge for, at børnene kommer sikkert frem. Det sker med med fartkontroller på skolevejene. Samtidig vil en landsdækkende kampagne opfordre bilisterne til at vise hensyn til skolebørnene.
Ved en stor del af landets skoler vil der stå plakater i vejsiden med teksten ”Pas på de små i trafikken”. Kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden står bag den landsdækkende skolestartskampagne, der skal få bilisterne til sætter farten ned og er ekstra opmærksomme, så ingen børn kommer til skade.
Politiet bakker op om kampagnen og sætter ind med kontroller på skoleveje i hele landet fra i dag til og med fredag den 29. august.
"Det er vigtigt, at forældrene husker at køre lige så hensynsfuldt på skolevejene, som de ønsker, at andre bilister gør, når deres egne børn går eller cykler til og fra skole. Vi laver kontroller for at huske alle på det, så der ikke sker ulykker", siger Frank Mathiesen, centerchef i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
www.politi.dk kan man læse mere om politiets kontroller på skolevejene. Foruden at tjekke at bilisterne ikke kører for stærkt, vil politiet også holde øje med om bilisterne har spændt sikkerhedsselen på sig selv og de børn, der måtte være med i bilen.
For at hjælpe forældrene med at gøre børnene sikre i trafikken, uddeler Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden brochuren ”Pas på de små i trafikken – men lær dem også at passe på sig selv” til alle forældre, der har børn, som begynder i 0. klasse.
I brochuren opfordres forældrene til at gå eller cykle med deres barn til skole, så børnene får øvelse i at begå sig sikkert i trafikken. Trafikvaner kan ikke læres fra bagsædet af en bil eller ved at læse om det i en bog. Få flere gode råd og læs om skolestartskampagnen på www.sikkertrafik.dk
Hvis man på grund af afstanden fra hjemmet til skolen ikke kan gå eller cykle, så kan man i stedet parkere bilen et par hundrede meter fra skolen og gå det sidste stykke sammen med sit barn. Det giver mulighed for at øve trafiksikkerhed og for eksempel tale om, hvad man skal passe på i trafikken, og hvordan man kommer sikkert over vejen.
"Børn har brug for at øve sig igen og igen, så de forstår, hvad trafikken kræver af dem. De skal naturligvis lære de grundlæggende færdselsregler, men skal også ud og færdes i trafikken med en voksen. Det er den bedste måde at lære det på", siger Gitte Aagaard, konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Fem gode råd til de nye skolebørns forældre:

1. Vælg den sikreste rute til skolen – ikke nødvendigvis den korteste
2. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne
3. Husk cykelhjelmen og lær dit barn at give tegn i trafikken
4. Er du i bil så vælg evt. en ugentlig gå- eller cykeldag
5. Husk at børnene kopierer dine vaner i trafikken