Fortsæt til indhold

Højspænding mellem Trige og Ryomgaard lægges i jorden

Energinet.dk erstatter to luftledningsstrækninger på sammenlagt 44 kilometer med kabler i jorden. Efter planen fjernes master og ledninger i midten af 2018

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Energinet.dk går nu i gang med at etablere 236 kilometer nye højspændingskabler på 132 og 150 kilovolt. Når kablerne er sat i drift, tages master og ledninger ned på en række strækninger i Jylland og på Sjælland. I alt fjernes 338 kilometer ledningssystemer på strækninger på sammenlagt cirka 240 kilometer.
Det gælder blandt andet de to 150 kilovolt ledninger mellem Trige og Mesballe. De to ledninger erstattes med ét kabelsystem.
Som udgangspunkt lægges de nye kabler tæt på de eksisterende luftledninger. Den nøjagtige placering er dog endnu ikke fastlagt, idet Energinet.dk først til efteråret indleder dialogen med de myndigheder, som skal behandle kabellægningen.
Luftledningerne tages ned, når kablerne er taget i drift.

Kabellægningen udspringer af et folketingspolitisk ønske om, at hele det danske 132 og 150 kilovolt højspændingsnet lægges i jorden inden 2030. Det betyder, at der sammenlagt skal fjernes 3.200 kilometer ledningssystemer svarende til, at luftledningsstrækninger på 2.300 kilometer forsvinder fra det danske landskab.